Om mig (min baggrund - grove træk)

Dette er min historie i meget overordnede, grove træk (mange forløb, hændelser og detaljer er udeladt, af forskellige årsager):


Jeg bliver født 27. juli 1990 på Gentofte Hospital.                                                                                                                                        
Min mor, far og jeg bor i et stort parcelhus i Charlottenlund.

Mine forældre giver mig en tryg og sikker opvækst de første år af mit liv.

Min mor dør af kræft, da jeg er fire år gammel.
Da min mor dør, flytter min storebror hjem til min far og mig, for at hjælpe med at passe mig.              
Da jeg er ca. 5 år gammel, sælger min far vores hus i Charlottenlund, og vi flytter ind til Frederiksberg i min stedmors lejlighed.

Min far er aldrig hjemme.
Det meste af tiden er jeg alene med min stedmor i lejligheden.

Jeg begynder i skole på Skovgårdsskolen i 1996. Det første halve år af min skoletid bor vi på Frederiksberg. Derefter flytter vi ud til Ordrup i en villalejlighed.

De næste 2-3 år bor jeg det meste af tiden hos min mormor (i en lejlighed i Charlottenlund).
Min stedmor er flov over at jeg er en del af familien, så jeg må ikke bo hjemme: Jeg bor derfor hos min mormor og hun forsøger mig egenhændigt. Jeg har i disse år stort set ingen kontakt med min far og stedmor.

På et tidspunkt køber min far og stedmor et større hus, i Ordrup i Gentofte Kommune, som vi flytter ind i. Med tiden bliver jeg mere integreret i hjemmet, i takt med at min mormor bliver mindre i stand til at tage sig af mig, og de sidste fem år (fra jeg er ca. 9-10 år til jeg er 14 år gammel) bor jeg næsten hele tiden hjemme.


Min far og stedmor er begge højtuddannede, velstillede, ordentlige og pæne mennesker - i store stillinger.

Vi mangler aldrig penge – Vi bor i en stor og flot ejendom.

Der er ingen alkohol eller andre rusmidler i hjemmet.


Jeg ser min far hver dag, men han siger aldrig noget til mig. Den eneste der taler med mig er min stedmor.

Min stedmor bestemmer alt i huset.
Min stedmor giver mig navne: Jeg bliver kaldt ”grimme”, ”onde”, og ”ækle dyr”.

Hun tæsker mig ofte: Hun slår mig for det meste med en knyttet næve i baghovedet, men også med flad hånd, når hun indimellem giver mig lussinger.
Hun beder mig om at stå stille når hun skal til at slå mig, og hvis jeg på nogen måde forsøger at undvige hendes slag, tager hun fat i mine arme, hiver dem ned, og slår mig igen: Hårdere!    
Ofte slår hun mig så hårdt at jeg banker hovedet ind i væggene, trappen, eller falder om på gulvet og banker hovedet ned i dét.
Hvis min far er til stede når jeg bliver tæsket, kommer han mig til undsætning, men som regel er min far ikke hjemme når jeg får tæsk.

Jeg bliver smidt i seng kl. 18 hver dag – Når resten af familien skal spise aftensmad sammen (min far, stedmor og stedsøster).
Jeg ligger oppe i min seng på 1.sal lysvågen og kan høre, hvordan resten af familien sidder og taler sammen, og hygger med god, varm mad min stedmor har tilberedt.

Jeg har intet legetøj, ingen ejendele, og alle mine jule- og fødselsdagsgaver bliver taget fra mig, efter jeg har fået dem: Jeg skal sidde ved hver juleaften og fødselsdag, og lade som om jeg bliver glad for de gaver jeg får, mens jeg sidder og ikke må afsløre, at de bliver taget fra mig efterfølgende.
Min stedmor giver mine gaver videre til bl.a. hendes egen familie, og hendes venners børn.
Hun tager mine gaver fra mig, fordi hun siger, at jeg ikke har brug for dem.

Jeg får ikke lommepenge derhjemme, og de penge jeg får i gave fra andre til fødselsdag eller jul, tager min stedmor fra mig.
Jeg får aldrig noget af min far og stedmor, eksempelvis må jeg ikke få nyt tøj: Jeg skal gå i brugt tøj, som kommer fra min stedmors venner, der bor på vejen ved siden af vores.
Selv mit undertøj er brugt.

Der er ikke penge nok til, at jeg kan få skolemælk i skolen.

Min mormor er nødt til at betale for, at jeg kan komme på skolekoloni om sommeren, fordi min stedmor siger at de ikke har penge til det.

Når min far og stedmor skal have gæster på besøg, skal jeg enten sendes i seng inden gæsterne ankommer, eller være sendt væk fra hjemmet.
Det begrunder min far og stedmor med, at de skammer sig over mig og at de ikke vil have, at deres venner finder ud, af at jeg er en del af familien.
Hvis jeg ikke bliver sendt ud af huset men op på mit værelse inden gæsterne ankommer, skal jeg ligge helt stille i min seng og ikke sige en eneste lyd, for ikke at afsløre for deres gæster at jeg findes.
Det er meget, meget sjældent at andre mennesker end min stedmor, taler med mig.


Ved en enkelt lejlighed, hvor jeg er 9-10 år gammel, bliver min stedmor så vred på mig, at hun efter at have råbt og skreget af mig i et par timer, beder min far køre mig op til min mors grav, så jeg kan sige undskyld for at jeg har været ”uartig”:  
Min far kører mig derfor op til Gentofte Kirkegård, og vi går sammen ind på kirkegården, og hen til min mors gravsted, hvor jeg skal kigge ned på min mors gravsten og sige undskyld til hende for at jeg har været ”en uartig dreng”.


Jeg må som hovedregel ikke bruge toilettet derhjemme. Jeg skal helst gå på toilettet i skoletiden.
Hvis jeg skal på toilettet uden for skoletiden, skal jeg gå ned på Ordrup Bibliotek og benytte deres toilet.

Hele familien låner bøger på mit lånerkort til biblioteket, og hvis eksempelvis min stedsøster eller min stedmor ikke får afleveret deres bøger til tiden, så er det mig der skal betale regningen (med de penge min stedmor har taget fra mig).

Det er forbudt for mig at tage noget at spise i køkkenet: Min stedmor siger, at hvis jeg tager noget at spise i køleskabet- eller i køkkenet i det hele taget, så er det tyveri.
Jeg går derfor ofte rundt og leder efter mad i containere rundt omkring i Ordrup- og Charlottenlund-området og spiser hvad jeg finder.

Jeg må ikke spise indenfor i huset, når jeg ind imellem får mad af min stedmor: Eksempelvis skal jeg hver morgen, inden jeg skal i skole, spise morgenmad ude på vejen, hvor jeg skal stå foran køkkenvinduet uden at bevæge mig og hele tiden kigge op mod vinduet, mens min stedmor kigger på mig inde fra køkkenet af og laver grimasser af mig.
Hvis jeg drejer hovedet eller kigger ned mod jorden, banker hun på ruden, for at gøre mig opmærksom på, at jeg skal blive ved med at kigge op på hende mens jeg spiser.

Hvis ikke jeg skal spise ude på vejen, skal jeg spise ude i haven. Jeg skal stå derude i træsko, underbukser og t-shirt – uanset årstid og vejr.
Jeg får nogle store rugbrødsmadder med enten fedt eller leverpostej på, hvorefter min stedmor låser døren ind til huset, så jeg ikke kan komme indenfor.
Jeg må ikke stå på terrassen og spise men skal gå helt ned på græsplænen at stå, fordi jeg ikke må krumme på terrassen.

Indimellem mader min stedmor mig: f.eks. når jeg skal spise nogle af de laboratorieforsøg hun har taget med hjem fra sit arbejde:  
Hun tager en ske, graver noget ”yoghurt/kvark” op på skeen, siger "åben munden" og hamrer den ind i munden på mig så jeg får ondt i tænderne og kvælningsfornemmelser.
Hun placerer skeen helt inde bagerst i ganen på mig, og bevæger den hurtigt længere og længere ned i min hals, indtil jeg formår at synke alt hvad der er på skeen, kun ved at bruge min tunge: Først der hiver hun skeen ud af munden på mig igen.
Jeg må ikke flytte eller bevæge mig når hun mader mig: Jeg skal hele tiden stå helt stille, oprejst og med armene ned langs siden.

Når hun har hevet skeen ud af min mund bukker jeg mig hurtigt forover og hoster så hurtigt jeg kan, inden den næste skefuld mad skal ind i min mund.

Den mad jeg primært lever af, er rugbrød med fedt på: Aldrig frugt, grønt, kød, fisk eller andet.
Nogle gange får jeg en lille sjat mælk fra deres køleskab, som de ikke selv bryder sig om at skulle drikke da det er blevet for gammelt, men jeg må ikke drikke mælken ren: den skal blandes op med vand!  

Hvis ikke jeg får rugbrød med fedt, får jeg ”laboratorie-forsøg” i form af mejeriprodukter, fra min stedmors arbejde.
Jeg er meget lille og tynd: Underernæret.


Min stedmor hjernevasker mig: fortæller mig, at ”alt hvad jeg siger til andre, vil komme tilbage til dem” (underforstået min far og stedmor). Fortæller mig, at hvis jeg ikke smiler til de mennesker jeg møder, så vil de ringe til min stedmor og fortælle hende det.

At hvis jeg spiser slik, vil jeg dø af kræft, fordi min mor jo selv døde af kræft.
Fortæller mig, at det var min skyld at min mor døde, fordi min mor syntes, at jeg var et besværligt barn.
Fortæller mig, at hun og min far ejer mig til jeg er 18 år, og at ingen i verden vil mig det godt: Kun dem!  


Min stedmor tager al selvstændighed fra mig: Eksempelvis må jeg ikke have lov til at lukke døren til badeværelset hvis jeg skal/må gå på toilettet, eller gå i bad selv (hvis jeg altså overhovedet må komme i bad). 
Min stedmor bader mig derfor derhjemme:
Bad derhjemme foregår ved, at min stedmor tager mig ud på badeværelset og beder mig tage mit tøj af foran hende. Dernæst skal jeg sætte mig op i badekarret, hvorefter hun hælder en smule vand fra en spand, ud over mig (spanden er fyldt med vand, der er faldet ned i spanden efter de andre familiemedlemmers brusebad…).
Dernæst hælder hun flydende sæbe ud i mit hår og giver mig noget sæbe i hænderne.
Så beder hun mig om at jeg skal sæbe mig rigtig godt og grundigt ind over det hele, og kalde på hende når jeg er færdig.

Når jeg er færdig med at sæbe mig ind, kommer hun ind på badeværelset igen og hælder det resterende vand fra spanden ud over mig – fra forskellige vinkler af – og giver mig derefter et håndklæde så jeg kan tørre mig.
Hun fortæller mig at hun er nødt til at bade mig fordi ”at jeg ikke kan finde ud af at bruge bruseren”.

En enkelt gang overværer jeg en samtale mellem min far, min stedsøster og min stedmor: Min far og stedsøster siger til min stedmor, at de synes at det er ulækkert at hun bader mig, og at det skal stoppe.
Min stedmor stopper ikke med at bade mig…


Jeg skal altid arbejde: Støvsuge (hele huset hver dag), ordne have, gå tur med hund, købe ind, eller lign. Jeg hverken kan eller må have venner. Jeg har heller ikke tid til at lave lektier grundet arbejdet - så jeg gør det i smug, når de ikke er hjemme.

  
I 2001 køber min far og stedmor et sommerhus i Hornbæk, hvor jeg bliver taget med til hver weekend og i alle ferier: Her er der ingen, der holder øje med mig - Kun min far og stedmor… 

I Hornbæk er der ingen der taler med mig, ud over min stedmor: Når min stedmor ikke siger (eller råber) noget til mig, går jeg det meste af tiden rundt og taler med mig selv.  

Jeg kender ingen mennesker i Hornbæk (ved kun at der bor to børn på vejen, men de er aldrig hjemme de gange jeg banker på døren) og jeg har ikke adgang til computer, telefon eller musik, men er tvunget til at gå alene og arbejde i haven, hele tiden. 

I Hornbæk må jeg ikke være inde i huset: Jeg sover derfor altid i et telt i haven.              
På et tidspunkt bygger min far og jeg en ekstra tilbygning til huset, som min stedsøster skal have: Hun er dog aldrig i Hornbæk, men jeg må alligevel ikke sove derinde:  
Jeg må kun sove derinde så længe der ikke er isoleret og varmt i bygningen.
Når bygningen er bygget færdig – og den er blevet isoleret – skal jeg flytte tilbage ud i teltet igen…


Når min far og stedmor skal ned i Hornbæk by for at købe ind eller for at ses sammen med deres Hornbæk-venner, låser de huset af for at være sikre på, at jeg ikke kan komme indenfor.

En aften hvor de skal ned i Hornbæk By, har de glemt at låse huset af, og jeg vælger at snige mig ind af køkkendøren når de er gået, for at gå på toilettet…
Jeg skynder mig ind af køkkendøren og ud på toilettet, men der ikke er noget toiletpapir derude: Jeg går derfor tilbage til køkkenet, for at se om der er noget toiletpapir der...
Da jeg står i køkkenet og leder efter toiletpapir, ser jeg pludselig en skikkelse ude i mørket, som står på terrassen; jeg vælger at kigge op på skikkelsen:
Det er min far! Han står helt stille på terrassen, et par meter på den anden side af vinduet, med store kulsorte øjne, og munden på vidt gab…

Da min far har stået stille i ca. 5 sekunder, kommer han ind af døren, råber af mig og jagter mig ud af huset!  
Efter jeg er løbet ud af husets bagdør og tilbage ud i haven, låser min far huset af uden at sige noget til mig, og går tilbage ud til bilen, og kører ned til Hornbæk By med min stedmor for at se deres venner...


Hvis ikke jeg kan få 1-2 timers fri fra arbejdet til at gå ned til Hornbæk Havn for at komme på toiletter der, er jeg nødt til at gå på toilettet i en busk, på en sti der ligger tæt på huset.
Jeg bruger blade fra træer som toiletpapir, og har ikke mulighed for at få vasket hænder bagefter.
Naboen fortæller min stedmor, at han godt er klar over, at jeg går på toilettet henne i busken: Det synes min stedmor er morsomt, og hun driller mig med det.


Min stedmor fortæller mig, at hvis jeg tager for mange ”pauser” fra arbejdet for at gå på toilettet, så skal jeg bare ”slå knude på dén”. 


Jeg skal altid arbejde, ude i haven, uanset vejret (kun når der kommer frost i jorden må jeg komme indenfor).
Jeg går rundt i gummistøvler, underbukser, t-shirt og skraldesæk og arbejder fra morgen til aften, og må ikke holde pause – Kun når jeg spiser (i 5 min.) hvor jeg skal stå et bestemt sted ude i gården, så min stedmor kan stå og holde øje med mig inde fra køkkenet af, og lave grimmasser af mig.

Når jeg en sjælden gang får fri fra havearbejdet, får jeg lov til at gå ned i byen, men jeg skal gå derned i en slidt og beskidt flyverdragt (som 12-13-årig) – uanset årstid.
Bortset fra om sommeren: Der skal jeg gå derned i regntøj og gummistøvler.

I min frie tid nede i Hornbæk by går jeg alene rundt og leder efter flasker for at få penge til mad eller leder efter mad i containere.


I Hornbæk er badsituationen lidt anderledes: I husets baggård tager min stedmor alt tøjet af mig og kaster en spand iskoldt vand ud over mig, mens min far kigger på – uden at sige eller gøre noget.
De fleste gange bliver jeg dog bedt om selv at tage tøjet af.

Hvis jeg ikke bliver badet af min stedmor, skal jeg gå ned og bade i havet, uanset årstid og vejr.

En enkelt gang, hvor jeg er 12 år gammel, tager min far og stedmor mig med ned til Hornbæk Strand for at bade, hvor de tvinger mig til at tage alt mit tøj af for at gå ud og bade, en efterårsdag i isnende kulde:  
Jeg går ud i det meget kolde vand og får nøje instruktioner af min stedmor til hvor og hvordan jeg skal vaske mig rigtigt: bl.a. fortæller hun mig hvordan jeg skal ”ned og gnubbe godt på tissetjavsen”.
Da jeg er færdig med at vaske mig, får jeg besked på, at jeg nu skal gå op af vandet, på nøjagtig samme tidspunkt som en skoleklasse (4. eller 5. klasse) og to lærere på udflugt, kommer gående langs vandkanten (ud over dem, er der kun få andre mennesker på stranden)...
Jeg går langsomt op af vandet samtidig med at skoleklassen passerer forbi, og da jeg kommer helt ind på sandet står jeg grædefærdig et par meter bag de sidste børn i "køen" (de to lærere går forrest i køen): Jeg står med mine hænder foran skridtet, mens min far står passivt og kigger og min stedmor står smilende og smågriner af mig, og i første omgang ikke vil give mig et håndklæde så jeg kan dække mig til…
Efterfølgende får jeg besked på, at jeg skal gå alene hjem de 2 km til huset og fortsætte havearbejdet hvor jeg slap...

Min far og stedmor går herefter sammen ind til Hornbæk by, for at ses med deres Hornbæk-venner…



I foråret 2004 kan jeg ikke klare presset længere, og jeg bryder sammen:
Min klasselærer tager mig med ind til en personlig samtale, kun mig og hende.
Hun er den første nogensinde, der spørger mig, hvordan jeg har det derhjemme. Jeg fortæller hende hvilke forhold jeg lever under. Dog fortæller jeg ikke om blufærdighedskrænkelserne (jeg synes det er for flovt).

Hun tager mine ord alvorligt – og reagerer.

Et par uger senere bliver min stedmor, min far og jeg indkaldt til møde hos Gentofte Kommune.
Mødet foregår i slutningen af juni måned, lige i starten af sommerferien.

Jeg fortæller ikke særlig meget til mødet af frygt for konsekvenserne, hvis jeg fortæller noget: Jeg sidder bare i min stol og ryster af angst. 
Mødet slutter hos kommunen, og vi sætter os ud i bilen og kører direkte op til sommerhuset i Hornbæk, hvor jeg igen bliver badet af min stedmor – kun en time efter mødet på kommunen.


Min stedmor synes, at det er en god idé, at jeg som straf for at have indblandet kommunen bliver sendt på kostskole: 1 august 2004 flytter jeg derfor ind på Stenhus Kostskole – Uden at min sagsbehandler er indblandet i beslutningen. 
                                                                                                                                                                                                            
Weekenden efter jeg er flyttet ind, kommer min ene bror og hans kæreste på besøg, hvor de køber tøj samt andre ting jeg har behov for, men som jeg ikke har fået med hjemmefra.
De sætter sig ned med mig på mit værelse, og spørger mig hvordan jeg har det derhjemme: Jeg bryder sammen og fortæller min bror og hans kæreste alt, på trods af, at jeg er blevet truet af min stedmor med, at hvis jeg fortæller nogen som helst om hvordan jeg har det, vil jeg øjeblikkeligt blive taget ud af kostskolen, flyttet op til sommerhuset i Hornbæk og ingen vil få mig at se igen…

Jeg beder flere gange min bror og hans kæreste om at sørge for, at jeg aldrig skal hjem igen: Det lover de mig, at de vil sørge for.
Herefter bliver resten af min familie inddraget i min situation, og det samme gør forældrene i min gamle klasse, der også har lavet indberetning til kommunen.

Min far kommer på uanmeldt besøg i september måned, men pga. besøgets voldsomme karaktér og den efterfølgende indberetning vedrørende besøget, taler jeg ikke med hverken min far eller stedmor igen. 


Fra august 2004 til juni 2005 bor jeg på Stenhus Kostskole.

Mit sprog er ekstremt understimuleret (har sproglige kompetencer svarende til et lille barn), og jeg er særdeles frygtsom og indesluttet.
Jeg kender ikke til socialt samvær, og jeg låser mig inde på mit værelse det meste af tiden, da jeg er ekstrem angst og bange for andre mennesker.

Jeg laver ikke lektier. Jeg kan ikke fokusere eller koncentrere mig: Er kun i stand til at se film og spille computerspil – bag en lukket dør.                                                                                                                                                                                                                               
I weekenderne tager jeg væk fra kostskolen: Enten til mine gamle klassekammerater eller til min øvrige familie, hvor jeg er omgivet af mennesker jeg stoler på og hvor jeg kan være sikker på, at der er nogle voksne der forstår alvoren i min situation, og som vil beskytte mig mod min far og stedmor, hvis det bliver nødvendigt. 

Mit forhold til min kontaktperson på kostskolen er meget dårligt: Jeg bliver ikke spurgt ind til hvorfor jeg fungerer så ualmindeligt dårligt socialt – der bliver kun fortalt, hvad jeg gør forkert.

Jeg bliver så vred over den manglende forståelse for alt hvad jeg har været (og går) igennem, at jeg til sidst ikke ser anden vej ud end at sige til min bror, at jeg gerne vil væk fra kostskolen: Det sørger min bror for.


Efter sommerferien i 2005 flytter jeg til Bagsværd Kostskole:  
Jeg har ingen kontaktperson, og der er ingen voksne til at tale med mig om de svigt jeg har været udsat for.  

Jeg kan ikke håndtere ensomheden og de mange faste rammer på kostskolen, og min angst og vrede bliver meget værre, end den var på Stenhus.      
I weekenderne er det som regel kun mig på værelsesgangen, der er hjemme, og selv hvis der er andre hjemme (på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen) så tør jeg ikke gå uden for mit værelse, fordi jeg er angst for mennesker, og fordi jeg ikke ved hvordan man taler med dem – eller hvad man skal tale med dem om!
Jeg bruger derfor alle weekender på at være alene på mit lille værelse på kostskolen – uden nogen mennesker at tale med, og uden noget at lave.

For at overleve ensomheden på kostskolen ser jeg mig nødsaget til at begynde at drikke:
Jeg tager derfor regelmæssigt op til Bagsværd by for at købe øl som jeg ”smugler” ind på kostskolen i en rygsæk. Jeg drikker derefter øllene for mig selv oppe på mit værelse – Både i hverdage og i weekender.

Efter sommerferien i 2006 begynder jeg i 1.g på kostskolen. Efter et helt år på kostskolen, hvor min psykiske tilstand kun er blevet værre, er jeg klar over, at jeg ikke kan klare at bo på kostskolen i tre år mere.
Jeg ser ingen anden vej ud end at tage en overdosis panodiler: Jeg bliver efterfølgende kørt til Herlev Hospital, hvor jeg skal drikke kul, for at blive behandlet for medicinforgiftning. 

        
Efter jeg bliver udskrevet, går jeg stadig i gymnasiet på Bagsværd Kostskole og gymnasium, men jeg kommer væk fra at bo på kostskolen, og jeg flytter ind til min anden bror og hans kæreste på Frederiksberg.
Halvvejs i 1.g kan jeg ikke længere overskue at pendle mellem Frederiksberg og Bagsværd, så jeg bliver overflyttet til Metropolitanskolen på Nørrebro.

Jeg fungerer ekstremt dårligt i gymnasiet: I skolen har jeg daglige ”angstanfald”, og taler stort set ikke med nogen, men sidder bare på min stol og enten ryster- eller er lammet- af skræk.
Jeg tør ikke at spise foran andre, eller gå på toilettet, så jeg har kun en flaske vand med i skole og går stort set aldrig ud af klassen i frikvarterne, men ligger bare med hovedet på bordet og lader som om at jeg sover.    

Jeg sover i gennemsnit 2-4 timer i døgnet, fordi min krop er angst, og jeg er slet ikke i stand til at læse lektier.
Når jeg kommer hjem fra skole, lægger jeg mig under dynen med noget slik og sodavand og ser ”Venner” eller ”Simpsons”.

Jeg drikker fortsat uhæmmet i weekenderne til alle de skolearrangementer jeg overhovedet har mulighed for at komme til – Både i Bagsværd og på Nørrebro. Jeg tager til disse arrangementer for at have en god undskyldning for at tage ud og drikke, og for at jeg også vil kunne få sovet ordentligt ud, dagen derpå.


Da jeg er 17 år, flytter jeg ud i en ungdomsbolig i Gentofte Kommune, og fortsætter med at gå på gymnasiet på Metropolitanskolen.
Når jeg kommer alene hjem til min lejlighed, slapper jeg af, som jeg aldrig har gjort det gør: Jeg drikker mig fuld næsten hver dag efter skole og drikker også alene i weekenderne, for jeg har ingen venner jeg kan ses med.

Efter et par måneder i Gentofte finder min ene bror en lejlighed til mig på Vesterbro, som jeg flytter ind i, hvor mønstret fortsætter.
I juni 2009 bliver jeg student.                                                                                                                                                                                                   
Nu vil jeg bare holde fri. 

Jeg har set nogle videoer med noget rap på nettet og synes, det er fascinerende: Jeg forsøger selv at starte på at rappe i slutningen af 2g, hvor det begynder ved at jeg vælger at dukke op til et arrangement på Frederiksberg, alene, hvor det her lykkes mig at møde nogle andre med samme interesse. Men det er dog først efter at jeg er blevet færdig med gymnasiet, at jeg rigtigt begynder at ses med folk fra miljøet.
Efter gymnasiet bruger jeg min tid på at drikke, se fjernsyn, og i weekenderne være sammen med dem, jeg kender igennem rap.
Jeg er ikke særlig god til at rappe, men det er de sociale relationer, der er det vigtige for mig, og jeg begynder langsomt at få nogle venner – og få udviklet mit sprog! 


Efter 3g kommer jeg (endelig) for alvor i gang med medicinsk- og psykologisk behandling.                       
Jeg tager alt for meget receptpligtig medicin, samtidig med at jeg fortsat drikker uhæmmet. 


Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med fremtiden. Har ikke lyst til at lave noget, men min familie får mig overtalt til at tage til London på et musikkursus: Jeg aner intet om musik og jeg har egentlig ikke lyst til at tage afsted, men gør det alligevel, fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal lave, og fordi jeg ikke tør sige fra over for min familie.

At bo i udlandet alene er en for stor mundfuld: Jeg bor alene på et ikke-isoleret værelse med mus på gulvet, hvor jeg tilbringer det meste af min tid under dynen for at holde mig varm, mens jeg drikker mig sanseløst beruset. 
Jeg kan ikke finde ud af at lave musik og kan slet ikke finde ud af, hvad der bliver gennemgået i skolen.
Til sidst kan jeg ikke klare det mere og flytter hjem til Danmark. 

Jeg beslutter, at jeg skal tage hjem til Danmark for at få det bedre – en gang for alle.

Efter et par måneder i Danmark, finder jeg den perfekte lejlighed på Vesterbro, som jeg flytter ind i. 
Jeg kan ikke finde ud af at indrette den, men jeg har det godt i den.

Mit første ”projekt” i processen med at få det godt, er at tabe mig: Jeg taber mig 28 kg på 6 måneder!

Jeg indser også, at jeg er nødt til at komme ud af mit alkoholmisbrug: Det lykkes mig til dels at nedtone hyppigheden af mit drikkeri, men ikke mængden. 


Jeg møder Rikke d. 23 maj 2011 til en fest, og vi bliver kærester kort tid efter.                                               
Hun bor i Hillerød på et lille værelse, og jeg er hos hende det meste af tiden.

Jeg bliver forbavset over hvor tryg jeg pludselig føler mig med et andet menneske: Og så ovenikøbet også et helt fremmed sted!
For første gang i nærmest al den tid jeg overhovedet kan huske, kan der gå flere dage hvor jeg ikke har brug for at drikke for bare at kunne ”være”, eller hvor jeg har brug for at flygte, for at kunne komme hjem til mig selv!

Jeg er sammen med Rikke hele tiden, og jeg får det både fysisk og psykisk bedre af, at være nær hende: Mit sindsleje bliver meget mere ”stabilt”.

Samtidig hjælper hun mig også til, for alvor at gøre noget ved mit misbrug, da hun hele tiden er i nærheden af mig og støtter mig: Det gør mine chancer for at få tilbagefald, meget mindre.  

I september måned under en ferie på Rhodos, spørger jeg hende om hun vil flytte ind hos mig, og hun siger ja!!
Efter ferien flytter hun ind i min lejlighed på Vesterbro, og vi får vores første kat: Marianne.

Rikke er ved at uddanne sig til SOSU-assistent i Hillerød og har massere at se til – Jeg går bare derhjemme.
Rikke er det bedste, der er sket mig: hun er sød og god ved mig. Hun giver mig stabilitet, forstår mig, og giver mig samtidig den ultimative (og frem for alt nødvendige) udfordring hver eneste dag: at kunne binde sig til og fungere blandt andre mennesker (over længere tid)!
Dét lærer hun fra sig, selvom jeg har ufattelig svært ved at forstå, håndtere, og tilegne mig det.


Min hverdag består i at sove, spise, træne og gå til psykolog samt andre terapiforløb.
Mit alkoholforbrug bliver gradvist nedjusteret, men min angst bliver meget, meget voldsommere, end da jeg drak regelmæssigt:

Jeg stopper her med at rappe, da jeg ikke har de store evner inden for faget, og fordi jeg ikke føler at jeg kan ”magte” at investere den tid i det, som jeg gerne ville.

Jo mere mit alkoholforbrug ebber ud, jo mere isoleret, deprimeret og angst bliver jeg.

Mit medicinindtag er samtidig så massivt, at jeg på ingen måde kan tænke rationelt, koncentrere mig eller huske noget som helst, og når jeg en sjælden gang drikker, bliver jeg påvirket på en helt anden ”udefinérbar” måde, hvor det faktisk ikke lykkes mig at få den glædesfølelse frem, som jeg engang fik ved at drikke.
Uden at jeg egentlig selv vil det, kommer jeg til at støde en række gode mennesker fra mig.

Den manglende alkohol som et fast holdepunkt i min dagligdag, medvirker, at alle traumerne kommer tilbage til mig dagligt, som lyn fra en klar himmel; dog forekommer de mig meget lettere at håndtere og forstå, når jeg ikke drikker.

Langsomt, men sikkert, bliver mit medicinforbrug kraftigt reduceret. 



I august 2012 begynder jeg på Socialrådgiver-studiet på Metropol, Frederiksberg.
Jeg fortæller ingen om min baggrund for ikke at afskrække mine medstuderende.         

Fra august 2012 til december 2013 bruger jeg alt for meget tid med at lave lektier, og jeg isolerer mig uden at jeg selv lægger mærke til. Jeg deltager kun sparsomt i skolens sociale liv, og jeg ser heller ikke nogen mennesker jeg kender fra andre sammenhænge, i min fritid.
Alkohol drikker jeg ikke, hvilket hæmmer min lyst og evne til at kunne kaste mig ud i nye sociale situationer, og jeg oplever derfor ikke meget andet, end at gå i skole.

Jeg lærer meget på studiet, men min frygt for at fejle og det dertilhørende behov for at læse lektier til noget nær perfektion, forstærker min angst for at være blandt mennesker, og lektierne stjæler fokus fra den sociale kontakt jeg så desperat har brug for, for at kunne få det bedre.

Jeg har svært ved at komme ud af "mørket", og jeg er ofte træt og syg som følge af det hårde pres.


I november måned 2013, offentliggør jeg min livshistorie på min blog. 
Mange mennesker tilkendegiver mig, og jeg finder ud af, at jeg ikke er alene om mine oplevelser.

Som modsvar til de få mennesker, der starter rygter om at mit liv ikke er rigtigt, tager jeg imod Berlingske Tidendes tilbud om at fortælle min historie.
De får mine sagsakter udleveret, og jeg arbejder sammen med dem, indtil artiklen udkommer midt januar 2014. 

Artiklen udkommer, og jeg bliver efterfølgende inviteret til at deltage i Go'morgen Danmark, hvilket jeg takker ja til.


Kort efter: D. 3. februar, starter jeg i praktik i Brøndby Jobcenter, som sagsbehandler i Sygedagpengeafdelingen.
Der er ingen der kender til min historie, og jeg starter ud med kun at fortælle min praktikvejleder, at jeg har en historie (dog ikke nogle nærmere detaljer).

De første par måneder i Brøndby Jobcenter er jeg voldsomt angst og udkørt, da jeg lige pludselig skal udvikle mig personligt med lysets hast, for at kunne tilpasse mig arbejdsgangen.
Utallige grænser skal brydes, og jeg skal pludselig kunne sociale kompetencer, trods jeg kun så småt begyndte at lære det fra da jeg var ca. 20 år gammel.

Jeg er voldsomt bange for at tale med mennesker, da jeg nærmest aldrig har lært at gøre det.
At føre samtaler med borgere på egen hånd aktiverer min angst i uset grad.
Først efter et par måneder, og en masse træning med bestemte teknikker, formår jeg at føle mig tryg i det.

Under hele praktikforløbet, læser jeg selvhjælpsbøger (i min fritid), for at understøtte og forbedre min sociale- og personlige udvikling.


Under praktikken - i foråret 2014 - begynder jeg så småt at prøve af i weekenderne, om jeg kan drikke kontrolleret blandt venner.
Det lykkes mig 5-6 gange i første halvår af 2014, at drikke 2-3 genstande pr. aften, jeg er ude.
Denne balancegang har taget et par år at finde, men nu har jeg fundet den, og jeg føler mig mere "fri" til at kunne kaste mig ud i sociale sammenhænge, hvilket bryder isolationen.
Flere gange oplever jeg faktisk at tage til selskaber, uden at have et behov for at drikke: Det er blot en frihed, jeg kan bruge.


Jeg består praktikken i juni måned 2014. Efterfølgende bliver jeg ansat som studentermedhjælper sommeren over.
Jeg arbejder i Brøndby Jobcenter til og med d. 15.08.14 og holder efterfølgende en uges ferie, før 5. semester starter.



234 kommentarer:

  1. Tak fordi du deler! Det er godt, smukt og modigt. Mit hjerte bløder for en dreng, som blev så frygtelig behandlet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for at det bliver taget så godt imod :D det betyder meget for mig :)

      Slet
    2. Hvor finder man din far og din stedmor henne?

      Slet
    3. Hej Michael

      Pu ha Michael, det var noget af en mundfuld at læse om alt det forfærdelige du har været igennem, men jeg synes det er så stort af dig at du deler det med os andre og er sikker på at det er rigtigt godt for dig at du har fået skrevet hele hændelsesforløbet ned, det er godt for dig i din videre bearbejdning af din skrækkelige opvækst. Du er sej Michael og jeg synes du mestrer det hele så flot og rigtig mange har godt af at læse din Blog, for det er meget få der fatter hvad der egentlig foregår i det betændte miljø du er vokset op i. Synes seriøst du skal få udgivet dine beretninger da rigtig mange vil have gavn af at læse den. Ønsker dig alt muligt held og lykke og en masse Kærlighed i dit fremtidige liv:-)

      Slet
  2. Har ikke oplevet noget der er nær så svært som dig, men kender godt det at være opvokset i en dysfunktionel "overklasse" familie.. Mange tanker herfra og pøj pøj med resten af livet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for at du ville læse bloggen :) Håber jeg kan være med til at skabe en opmærksomhed på det miljø!

      Slet
  3. TAK, fordi du vil dele din historie som den er. Du har givet mig blod på tanden for at gøre noget lign. har længe tænkt på at komme ud med min historie og tror jeg er ved at være klar til at tage skridtet.
    Syntes det er en forfærdelig historie, og er helt enig med dig om at det ikke er rart med medynk fra andre. Men en vis forståelse for ens situation fra de andre er fedt.
    Held og lykke fremover.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber ikke at folk får "ondt af mig": Det er nemlig ikke meningen. Jeg vil bare gerne fortælle om at der et miljø der kan være meget overset i det sociale arbejde...

      Håber at jeg har fremstillet historien så den ikke fremstår for voldsom XD

      Slet
    2. Man kan spørge sig selv- Hvad er det for en far som ikke kunde beskytte dig, imod den ondskab fra den stedmor? Du har virkelig gennemgået de frygtelige grusomheder, som jeg ikke troede kunne finde sted :( men du har kæmpet dig igennem, og er kommen langt, bliv ved med det. Hatten af for dig, du fortjener det bedste. Pas godt på dig selv. Jeg ønsker dig et godt og lykkelig liv, det har du fortjent.. <3

      Slet
  4. Har du meldt din far og stedmor til politiet?

    SvarSlet
    Svar
    1. Min far og stedmor blev meldt i 2004 eller 2005 for det med at bade mig (men alt det andet som jeg synes er meget værre, kan man ikke blive dømt for...).

      Politiet har dog aldrig talt med mig - så jeg ved ikke hvad de har gjort... Men igen: Det er b.la. derfor jeg fortæller min historie - ingen hverken kan eller vil opdage- eller gøre noget ved hvad der foregår i det miljø...

      Slet
    2. Det er sandt-at ingen vil røre det miljø-ikke med en ildtang. Nu er min datter gidsel deroppe,i et forsøg på at hævne sig,og lukke min mund om miljøet-og det er frygteligt. Min Familie fra Hørsholm,kan nu fortsætte deres mishandling af min datter-sammen med Helsingør komune-som siger: De har penge-og kan noget andre ikke kan! Vi må og skal gøre noget ved det betændte miljø -Kram Anne-med ændret efternavn til Thomsen :-)

      Slet
    3. Jeg er målløs.... intet mindre.
      Jeg kan ikke fatte, at man ikke kan blive dømt for ihvertfald 80% af de ting du har beskrevet. At det er muligt, at kunne acceptere den form for behandling af et andet levende væsen - at være vidne til det og ikke gøre noget. Jeg er målløs....

      Slet
  5. Michael, du er et fantastisk menneske! Jeg har sjældent mødt så dejlig og varm en person, som du. Første gang Anna fortalte mig om dig, lovede hun mig at sige til dig, at Allan og jeg gerne ville adoptere dig. Sådan har vi det stadig. Jeg får sådan en lyst til at give dig en stor krammer og også Rikke for at give dig stabilitet. knus fra Janemaria

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for at du har haft lyst til at læse på min blog - og adoptere mig! :D hehe. Er jeg meget glad for!
      Jeg arbejder hver dag på at blive en bedre version af mig selv og føler helt sikkert at min blog kan hjælpe mig til netop det :)
      Jeg skal nok give Rikke et kram fra dig :) Håber vi snart ses igen, det så hyggeligt at besøge jer :)

      Slet
  6. Jeg er virkelig rystet. Din far og mor har begge personligheds forstyrrelser og burde aldrig havde haft noget som helst med børn at gøre!!!!
    Jeg ønsker dig så meget kærlighed og alt det bedste i livet - og med den (super seje) kurs du er på vil du fortsat få det, 100% :) HusK: det er MEGET vigtigt du fortsætter med at arbejde med dig selv i de næste mange år. Den slags traume og hjernevask du har været udsat for er meget omfattende og jeg tror egentlig du gør bedst i at se det som en rejse og proces. Pas på dig selv og arbejd på at give dig selv den kærlighed og omsorg de ikke kunne give dig og som du fortjener! Yderligere vil jeg sige til dig at dine erfaringer helt sikkert vil blive guld værd for alle de mennesker du kommer til at hjælpe i dit sociale arbejde..YOU CAN DO THIS! - mange kram herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Alle. Jeg ønsker også at være anonym. JEg må desværre sige, at jeg genkender nogle af Mikael´s beretninger fra mine børns beretninger. Der er helt klart tale om en far uden empati og en stedmor med afvigende karaktertræk (og det gælder for så vidt også for faren - for intet normalt velfungerende menneske ønsker andet end gode oplevelser og masser af kærlighed til deres børn.) Men begreber/handlinger såsom vold og overgreb har samfundet på en eller anden måde fået galt i hals sådan symbolsk talt, for ingen forestiller sig, at den slags modbydelige handlinger foregår i veluddannelse hjem, hvor økonomi ikke er et problem. Det er helt fejlagtigt - vold og overgreb foregår i alle sociale lag. Det budskab skal ud og erkendes blandt lægfolk såvel i professionelt regi. Og ikke at jeg skal tage munden for fuld - disse afvigende mennesker har typisk også nogen lig i lasten fra deres egen opvækst - vold avler vold. Og i grunden bør der sættes lige så stor fokus på såkaldte "medskyldige" og passive mennesker, som er vidner til vold uanset karakteren af denne. Dét vil også være et godt sted at starte. Jeg er selvfølgelig ked af på dine personlige vegne, at du har haft så rystende og brutal en opvækst - men det gode er rent faktisk at du, Michael, også må have så meget dømmekraft, at du via denne blog, kan tage kraftig afstand til den voldlige opvækst og i grunden være medvirkende til at sætte fokus på et meget vigtigt område og øge det basale vidensniveau omkring dette meget triste emne. Voldsudøverne har jeg jo i sagens natur ikke den store sympati for - men der skal også sætte øget fokus på psykopater - for folk ved for lidt om, hvordan de fungerer og deres karakteristika. Må jeg i denne sammenhæng anbefale Thomas Sheridans video-klip på youtube.com om "labyrinth of the psychopath" - det er et ualmindelig godt sted at starte med at sætte fokus på disse såkaldte defekte mennesker. Og samtidig have fokus på, hvordan man hjælper ofrene for disses (mis)handlinger. God vind til dig, Michael og til alle andre, som kan nikke genkendende til nogle af de modbydeligheder du beskriver. Og lad mig slutte med at skrive - psykopater kan ikke forstås, hverken dem selv eller deres handlinger - hvorfor? Fordi det er ikke muligt for normalt, følende mennesker - psykopater kan ikke forstås.... as simple as that.....

      Slet
  7. Håber du bliver gal nok til, at melde din far og stedmor til politiet - helst så hurtigt som muligt. Det er vigtigt; ingen skal have lov til at slippe af med at mishandle og ødelægge et andet menneske på den måde, uden i de mindste
    at blive straffede, og dermed afslørede - det er nemlig flovt for dem, og først når omverden ser hvem de er, ser den slags mennesker det selv!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den triste sandhed omkring det at melde dem er, at de blev meldt da jeg var 14 år, men politiet har aldrig talt med mig. Og da jeg søgte aktindsigt tidligere i år, fik jeg at vide at anmeldelsen var slettet efter 5 år (er vist en standardsprocedure), så jeg ved ikke hvad politiet har gjort.. I mellemtiden er jeg pga. min blog blevet så afklaret at jeg ikke ønsker "hævn" men mere ønsker at bruge min historie til noget konstruktivt :)

      Slet
    2. Hej Michael. Det er virkelig tragisk, at du er blevet svigtet i den grad. Ingen fortjener at skulle have sådan en opvækst. Som du skriver andetsteds, så indeholder alle mennesker noget godt. For det gør de. Man skal "bare" være i stand til at finde det, hvis det ikke er åbenlyst. I øvrigt, bruge din historie til noget konstruktivt...jeg tænker, at lave en dokumentarfilm over den. Ikke at jeg selv ville være i stand til at starte sådan et projekt op, for det har jeg på ingen måde overskud, eller overblik til. Det er bare en idé, jeg kom med.
      Men held og lykke i dit fremtidige liv. Du har om nogen fortjent det!

      Slet
  8. Wow. Det er måske ikke politisk korrekt at sige, men hvis du en dag tog hævn, så ville det være den slags situation, hvor du burde gå ustraffet fra det. Mit blod koger af vrede, når jeg læser din historie. Fuck din far og fuck din stedmor så inderligt.

    Hold dit hoved oppe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for at du ville læse min blog Daniel :D I øvrigt: du er en fucking dope rapper! :D

      Slet
    2. Daniel sagde det!!

      Slet
  9. Din far og stedmor burde blive lukket i isolation resten af deres tid på denne jord, som de andre siger meld dem til politiet. Hold ud og hold hovedet oppe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uanset hvad de har gjort er de stadig mennesker der fortjener respekt: De har ikke gjort det for at være onde - de har haft noget med i "rygsækken" der har gjort dem "i stand til" at svigte mig.. Alle mennesker indeholder noget godt: Det gør min far og stedmor også - de var jo gode forældre for hendes børn :)

      Slet
    2. Du er et stort menneske. Og meget tilgivende . Du må ha arbejdet meget m dig selv, for at være nået dertil,,

      Slet
    3. Kære Michael, sikke dog en forfærdelig historie, din far og stedmor burde jo bare spæres inde resten afd eres dage. For NEJ de fortjener IKKE respekt, og JO de har nok gjort det for at være onde, for svigt af den kaliber er ikke bare svigt, det er vold og overgreb af værste skuffe, og det bør du melde dem for (forældelsesfristen er vist 10 år fra man fylder 18 år). Jeg plejer at sige "man bestemmer ikke selv hvilke ting man udsættes for her i livet - men man bestemmer selv hvordan man vil tackle dem og komme videre". Det tyder på at du har taget det valg din far og stedmor aldrig tog, og det er positivt, for dårlig social arv SKAL brydes. Jeg ønsker dig det bedste, og håber at tid og bearbejdelse vil lægge dine sår :-)

      Slet
    4. Are you kidding me, Michael? De fortjener ingens respekt; og bild du aldrig dig selv det ind igen!

      Slet
    5. De fortjener ingen respekt! De gav dig ingen respekt... Og det fortjente du i den grad!

      Slet
    6. Nå jeg skriver som jeg gør, så er det fordi at jeg (som socialrådgiverstuderende) har lært og forstået, at mennesker fødes gode, og at der derfor er noget godt at finde ind til, og måske også en livssmerte de har, som man skal prøve at kunne forstå og forholde sig til, for at kunne forstå deres handlinger..
      Jeg kunne nemlig sagtens forestille mig, at min stedmor har oplevet det præcis samme (eller måske endda værre) og bare fører "mønstret" videre...
      Jeg vil heller prøve at "forstå" dem, end at "fordømme" dem, for det vil i sidste ende kunne gøre mig mere afklaret - det virker ihvertfald for mig :)

      Slet
    7. Kære Michael ... Alt mens hårene rejser sig på mine arme og i nakken, kvalmen står på spring, dirrer vreden indeni mig når jeg læser din beretning. Michael, du er en sej ung knægt ... du har været noget ubærligt og dybt traumatiserende igennem .... men du er kommet langt som jeg læser det i dit indlæg af 29.11.13. LOV MIG, at du vil arbejde for at de offentlige myndigheder kan lære at se og ikke mindst reagere på de børn og unge der "bare" bliver svigtet ... altså de børn, "der bare har blå mærker i psyken" ... jeg kæmper nu på 3. år for at få mydigheder til at forstå, at min datters far er en karakter afviger af rang der omsorgsvigter hende så grumt at man tror det er løgn. Manipulation og penge er desværre den største magt i Danmark i dag ... Psykolog rapporten som jeg har kæmpet for i 3 år fortæller nu at, min datter på 7 er så traumatiseret at hun har post traumatiske træk og haren tilknytnings og relationssforstyrrelse .... hendes trivsel er så ikke bedre i de 3 år kommunen har været om at hjælpe hende ... tværtimod ... så Michael ... LOV MIG at du spreder budskabet om hvor mange børn, der omsorgssvigtes ... selvom de ikke har blå synlige mærker ... og selvom den ene forældre er en god forældre ... så kan det sagtens lade sig gøre at smadre et barn der "kun" besøger sin far i weekenden.... Kærlighed og styrke til dig på din vej Michael ... sejt, du stod frem ..... tak

      Slet
  10. Du er et godt forbillede! det er svært ikke at have ondt af dig, men fortsæt din kamp, og inspirer en masse andre! hold ud!

    SvarSlet
    Svar
    1. Man skal ikke have ondt af mig, og man skal ikke (selvom det kan være svært) være vred på dem der svigtede mig: Man skal i stedet få øjnene op for, at der er en masse mennesker der vokser op i, på overfladen "pæne hjem", og at man i højere grad skal være opmærksom på at de også har det godt :)

      Det er ikke fordi jeg er "fantastisk" - jeg fortæller bare en historie i håb om at tingene vil kunne blive anderledes for andre :)

      Slet
  11. tak fordi du deler <3 jeg er selv brændt barn, og føler med dig, og nej medynk hjælper ingen ;O)) god vind

    SvarSlet
  12. Hvor er du bare god.
    Så flot at du har trådt frem og fortalt din historie, det er der mange der vil få glæde af.
    Er selv et Charlottenlund barn fra en dysfunktionel familie, men det var hovedsageligt psykisk og I en helt anden grad end dig.
    Hvad du har oplevet er så ondt at jeg bliver helt syg af at læse det.
    Klap dig selv på skulderen fra mig og mest af alt et stort varmt kram her fra.
    De bedste følelser fra mit hjerte.

    SvarSlet
  13. Tak. Rigtig mange gange tak. Din historie og din viden er den største gave at kunne give videre til alle de mennesker, der selv har oplevet livets skyggesider som børn og voksne. Det er en inspiration og en stor lettelse at vide, at man ikke er alene. At der findes en fremtid. Det er i hvert fald en enorm hjælp for mig..

    SvarSlet
  14. Stor respekt til dig, må din stedmor brænde i helvede, gid jeg kunne møde hende og fylde et glas med pis og se hvad hun siger til at bunde det.

    SvarSlet
  15. Dine far og stedmor er i min verden komplet afsporede og specielt din stedmor burde nok ikke gå løs blandt os. Sikringen er et sted, hvor hendes slags anbringes på tidsubestemt ophold sammen med ligestillede.
    De bedste håb for dig fremadrettet.

    SvarSlet
  16. Tusinde tak fordi du deler din historie, jeg troede selv at jeg havde haft det lidt svært i fortiden, men det er ingen ting kan jeg godt se. det er fantastisk at du er ved at få det bedre, og ønsker dig en fantastisk fremtid, verden ligger for dine fødder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Man kan ikke "sammenligne skæbner", der er mange ting der spiller ind og svigt og overgreb opleves meget forskelligt afhængigt af hvilket menneske man er ...
      så du skal ikke sige at din historie er ingenting i forhold til min: For om du har haft det svært og hvem du er, er noget som kun du kan definere :D

      Slet
  17. Jeg græder, virkelig. Tænk at folk kan være så umenneskelige, og at en far kan gøre det mod sit eget barn. Meld dem, er det eneste jeg kan sige. de fortjener et liv i fængsel.

    SvarSlet
  18. Kæreste Michael - hvor er det flot af dig, at du deler med os - udenfor. Håber og tror på at du kommer videre, for du vil og du kan.
    Det du har været igennem (og er) er ikke værdig for noget menneske.
    Kæmpe omfavnelse og 1. mill. ønsker om en god fremtid for dig og din kæreste.

    SvarSlet
  19. Jeg er ét stort virvar af følelser efter at have læst din historie: vrede, medfølelse, tristhed. Jeg er så glad for, at du nu har det godt, og at du rent faktisk formår at sætte fokus på den grove form for mishandling, som du har været udsat for. Det gør virkelig ondt at læse hvor mange, der ikke har gidet sætte sig ned og komme ind på livet af dig. Gudske tak og lov for, at din storebror, hans kæreste og Rikke er i dit liv. Håber, at du er stolt af dig selv, og at du ved, hvor meget din frygtelige livshistorie kan være med til at hjælpe andre i en lignende situation, og samtidig hjælpe alle os til at se efter faresignaler, der indikerer, at et andet menneske ikke har det godt. Tak. Du er fandeme sej!

    SvarSlet
  20. Jeg synes det er virkelig sejt at du fortæller din historie, kæmpe respekt herfra!
    Det virker til at du er en virkelig stærk person, bare i det at du overhovedet har kunnet holde til alt det misbrug, viser bare hvor utrolig stærk du er. Jeg fik kuldegysninger da jeg læste din historie.
    Du fortjener alt godt på din vej efter alt det du har været igennem, og det er jeg sikker på at du nok skal få!
    SÅ meget respekt fra min side! du er så sej, ALT held og lykke til dig fremover!!!

    SvarSlet
  21. Hvilke laboratorieforsøg benyttede din stedmor sig af?

    SvarSlet
  22. I tror vel ærlig talt ikke på det vel ?

    SvarSlet
    Svar
    1. synes også jeg bidder mærke i nogle huller rundt omkring der ikke helt hænger sammen. og overgreb er måske så meget sagt…. at drikke dig ihjel og buuuuhuuuu derudaf… tror sgu ærligtalt at du, som så mange andre der har fået for meget sympati af psykologer/psykiatere, for et liv du ikke selv har givet at gøre noget ved, har givet dig ondt i røven, og endnu mere lyst til vores andres gråd over en så utroligt pyntet tekst, så næsten man ku bræk sig over hvor ondt du har af dig selv.. oliver

      Slet
    2. Hej Oliver - Tak for at du har læst min blog og tak for din feedback.

      Dette er en meget personlig blog, hvor jeg meget overordnet beskriver mit liv indtil nu, og der er rigtig mange detaljer, beskrivelser og navne jeg med vilje har udeladt, indtil videre, af forskellige grunde.
      Det har mere karaktér af en ”oversigt”, og det skal ikke betragtes som en "biografi".

      Det er en skildring af min virkelighed og mit liv, og jeg har ikke taget hensyn til, om hvorvidt den enkelte vil finde det troværdigt eller ej – jeg har bare fortalt min historie.

      Fortsat god aften :)

      Slet
    3. Oliver..
      Er du et ondskabsfuld menneske?
      Eller hva går der galt i dit hoved?

      Slet
    4. Micheal til helvede med borgerskabet og dem der ikke giver noget positivt til din eksistens, du er kommet ud på den anden side, hold hovet oppe du har ikke set det sidste svin, dem er der masser af!

      Slet
    5. Oliver...
      Hvorfor i alverden skulle han have fundet på den her historie?....
      Det er helt i orden at du ser kritisk på Michaels blog, men jeg tror, du skal tænke dig lidt om inden du kommentere denne sag... Og der er som sagt ikke nævnt nogle navne på Michaels forældre eller andre, så den kommer som sådan, ikke til at gå ud over nogen. Kun Michael, som vidst har lidt nok.
      - hilsen en bekendt

      Slet
    6. Hej Michael:
      Tillykke med at du er kommet så langt i dit liv.
      Som svar til nogle af de anonyme:) Hvordan kan i være så grove. Et menneske som har kæmpet så meget, for at være til i dag, stadig skal have et gok oven i hovedet, af andre, er efter min mening, selv nogle forstokkede personer.
      Er i virkelig så dumme, at i mener, at dette vi har læst fra Michael´s blog er en "røverhistorie", er i langt ude selv.
      Jeg håber Michael, at livet må give dig al den lykke og kærlighed der er til, for det fortjener du om nogen.
      Pas nu godt på dig selv.

      Slet
  23. Sidder med våde øjne. :/
    Tak fordi du deler historien. Og held og lykke i livet

    Kim

    SvarSlet
  24. Håber du fik gjort noget med den stedmor hun skal ikke færdes i vores samfund..

    SvarSlet
  25. Jeg er fuldstændig målløs. Du er uden tvivl en af de inspirerende mennesker jeg nogensinde har set! At du ikke ønsker hævn/retfærdighed over din stedmor og far, og blot ønsker at komme videre med dit nyfundne liv, er simpelthen så storsindet og empatisk af dig! Jeg håber dit nye liv bliver lige så lyst som dit gamle var sort, så kan du kun blive det lykkeligste menneske i Danmark!

    SvarSlet
  26. Kære Michael,
    Din historie er lige så rystende i dag som dengang jeg som forældre til en af dine klassekammerater i Skovgårdsskolen hørte om de forfærdelige forhold i dit hjem. Dengang fik vi at vide, at Gentofte Kommune (Børn og ungeudvalget) var inde i sagen, og forældrekredsen havde da en forventning om, at kommunen ville træffe de nødvendige foranstaltninger for at forbedre dit forhold, herunder at kontakte politiet, hvis man vurderede, at der kunne være tale om noget strafbart.
    Kommunen har tilsyneladende ikke hjulpet meget i denne ulykkelige sag. Har du selv en forklaring på, hvorfor kommunen også svigtede dig?
    Jeg har stor respekt for din historie og ikke mindst for din vilje til at komme igennem dine kriser og videre i dit liv.
    Jeg er sikker på, at du bliver verdens mest kærlige far.
    TL

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du ser dette, må du meget gerne skrive en privat besked til mig på facebook eller sende mig en mail: Skal nemlig spørge dig om noget. Mvh Michael

      Slet
  27. Kære du!! Håber du får et <3 dejligt liv, nu når du er kommet over "på den anden side" . Har af hele mit <3 grædt over det du har gået igennem. Ønsker dig et lyst liv med glæde og kærlighed. Krammer herfra.

    SvarSlet
  28. Troede næsten det var løgn, det jeg læste ..det er fantastisk du fortæller din historie. Ønsker dig kærlighed og tryghed resten af dit liv..

    SvarSlet
  29. Puha, kan næsten ikke fatte det, det gør sgu ondt at læse! Stor respekt til dig at du deler din historie. Og så flot at du alligevel har klaret en studentereksamen og vælger at læse videre.
    Har selv oplevet en grum barndom og angsten har ødelagt mig. Ønsker jeg en dag kan komme igang igen.
    Ønsker dig al held og lykke fremover du fortjener det!!

    SvarSlet
  30. Mit hjerte græder på dine vegne der er mange der har svigtet deres inberetnings pligt alle har jo kunne se hvor dårlig du var
    flot du er kommet dertil hvor du er nu
    du ønskes det bedste i resten af dit liv

    SvarSlet
  31. Du burde skrive en bog, du skriver du vil bruge din historie konstruktivt - dette kunne være vejen til at hjælpe andre, der tror de er alene. Du ville sætte fokus på en blind plet i samfundet i miljøer som man altid tror er fri for sådanne mishandlinger. Jeg tror der er mange historier som din. Kærlige tanker til dig! Dit liv skal nok blive godt - det er jeg sikker på!

    SvarSlet
  32. Tusind tak for at dele din historie.
    Jeg har våde øjne af at læse det, og tager hatten af for at finde styrken til at komme videre.

    SvarSlet
  33. håber den klame stedmor bliver en lille kylling og bliver opdaget ligesom din måde når hun bliver gammel fuck en svin stedmor hilsen clara

    SvarSlet
  34. Hold da op. Jeg er dybt rystet.
    Jeg er godt klar over at omsorgssvigt og vanrøgt findes i alle sociale lag og på mange forskellige måder. Men det her er så sygeligt at jeg faktisk nogen gange mens jeg læste det tænkte, ej det er det pure opspind for så syge og onde kan nogen mennesker da ikke være !! Men åbenbart jo. Ufatteligt at du ikke er bukket under for længst med den behandling igennem så mange år. Men der må have været noget som har holdt dig oppe. Tak for at du ville dele det.

    SvarSlet
  35. Jeg føler mig beæret over, at du inviterer os ind til at opleve din opvækst....

    SvarSlet
  36. Rystende læsning. Er ved at gå op for mig selv at jeg er vokset op i en dysfunktionel familie - dog på ingen måde så uhyggelig som din, men på overfladen så alt godt ud ... jeg har bare aldrig kunnet finde ud af at have et sundt forhold til mænd, og først nu er det begyndt at gå op for mig hvorfor (jeg er over 40). Håber virkelig for dig at du bliver i stand til at komme videre med dit liv. Stort kram herfra

    SvarSlet
  37. Tak for at du delte dine livsoplevelser med os. Tillykke med at du er kommet i gang med socialrådgiverstudiet. Tillykke også med din erkendelse, at der kan komme noget godt ud af dine dårlige erfaringer med fejl i "familiesystemet".

    Du skriver en kommentar, som fortæller mig noget om, at du stadig er traumatisk påvirket af opvæksten med ond stedmor, der overførte sin ondskab på dig (primitiv forsvarsmekanisme). Det er denne kommentar, der "sladrer":

    "Håber at jeg har fremstillet historien så den ikke fremstår for voldsom XD".

    Du må endelig ikke tage det her som en kritik. Det er kun en opfordring til dig, om at høre efter, hvad dit underliggende budskab i citatet handler om.

    Det underliggende budskab handler om din utryghed ved flokkens reaktion (her er vi flokken af blog-læsere).

    Du siger, med det budskab, at du er bange for at vi, flokken, vil tage afstand fra dig på grund af den måde du fortæller om dine oplevelser på. Den angst har du fordi du tidligere har oplevet onde mennesker, i en flok give dit selvværd hug, på grund af din måde at fremstille budskaber på, hvilket havde konsekvensen at budskabet druknede i hån.

    Som sagt er dette ikke en kritik, men en opfordring til at arbejde på at få helet din selvværdsfølelse, der er skadet.

    God vind fremover.



    SvarSlet
    Svar
    1. Hej!

      Jeg kan godt forstå hvad du mener: Jeg er på sin vis stadigvæk påvirket af hvad mine omgivelser har været i stand til at gøre..

      Tror det er meget naturligt at man ikke ønsker at fortælle sin historie på en måde så omgivelserne kommer til at tage afstand fra en - men kan sagtens se hvad du mener (at jeg skal arbejde med min primitive-frygt for omverdenen).

      Tak for kommentaren :)

      Slet
  38. Ja Hævn kan man heller ikke bruge til så meget! Jeg vil sige du er vild modig!?! Du deler noget af dit inderste med os vildt fremmede mennesker.... Jeg står tilbage her og vil siger at jeg syntes du er sej og bare skal klø på!

    Jeg tænker hvordan gør vi som samfund noget ved det her problem i det bedre borgerskab? Håber du lærer nogle gode ting i dit studie, så det kan være du kan "redde" nogle unge mennesker før de ender i sådan en evig kamp :)

    Held og lykke! Kan du klare det her, kan du klare alt!

    SvarSlet
  39. Du er en motivation for mig og mange mennesker.

    T A K

    SvarSlet
  40. Kære Michael,
    Tak for delingen! Jeg troede først det var løgn, det du har skrevet her. En fantasts værk. Som litteratur virker det - skal jeg hilse og sige. En modig overvindelse. Jeg har i dag added dig på G+. Du går til psykolog. Jeg håber din psykolog læser denne blog også. Jeg er selv psykolog og har fået øje på et par temaer jeg ville tage op med dig, hvis jeg var din psykolog. Du er velkommen til at henvende dig. Jeg regner med at du med lidt fodarbejde nemt kan finde mig, hvis du skulle være interesseret. Jeg vil bestemt gerne tale med dig :) Vibeke

    SvarSlet
    Svar
    1. Det at folk kan være svært ved at begribe at det skulle have foregået i et pænt hjem er netop grunden til jeg står frem: man tror desværre ikke på barnet i det miljø - Man tror ikke på at pæne mennesker kan finde på at gøre sådan noget...

      Slet
    2. Det kan jeg kun alt for godt nikke genkendende til.
      "Ressource stærke" forældre stiller ingen spørgsmålstegn ved, desværre! Eller også er det berøringsangst
      Michael!! Respekt til dig, OG Rikke!! Det kræver sin kvinde at leve med en såret sjæl, på godt og ondt!!
      Og inden medlidenhed fra min side (hader den selv!!), kun respekt, og tak fordi du taler højt om et emne, alt for få tør tale om!!!
      Kys til dig og Rikke herfra :*

      Slet
  41. Hej min ven. Bliv et menneske der hjælper andre, så har du gjort noget godt. Jeg sender dig en masse respekt for din " kamp" som du vinder, og en masse kærlighed. Dette eksempel er sgu nok mere udbredt end man tror. Alle de der går fra hinanden, og flytter sammen med en ny, tænk jer godt om, hvis den " nye" ikke kan med dine børn, så UD til højre. Har altid været mit motto, hvis ikke de ku' med mine unger , så måtte de gå igen. Hvilket har betydet at jeg har været alene i mange år. Men hellere det. Min søn har adhd, og kan være noget af en mundfuld, men HAM frem for alt, så skide være med kærligheden. Det går da alligevel. Men nu er han voksen, så ku' det måske være rart med en sød fyr. Men igen, kan de ikke klare mine børn, så ud. Jeg tror alt for mange er blændet af den ny kærlighed, til lige også at se efter, hvordan trives mine børn. Og så sørg for at ha' nogle gode samtaler, som indikere , hvordan står det til. Ens børn skal i FØRSTE række. Sender dig en hel favnfuld held og lykke, som jeg ved du ikke har brug for, du har netop bevist at du kan selv. Kæmpeknus fra mig..

    SvarSlet
  42. Kære Michael,

    Tak for dit indlæg: Jeg må tilstå, at jeg er i chok og sidder her, en voksen mand, og græder over det, fordi jeg er så rystet over din opvækst og den adfærd, som de, der skulle beskytte dig mest, har udsat dig for.

    Jeg har kun den dybeste respekt for den styrke, du har vist, ved at klare dig frem i livet og ved at dele dit indlæg, som vitterligt giver stof til eftertanke.

    Jeg er overbevist om, at du bliver en fantastisk socialrådgiver, som vil gøre en virkelig forskel for de socialt udsatte.

    SvarSlet
  43. Total respekt for dig, din historie og at du kan håndtere det på den måde! De allerbedste ønsker fremover!

    SvarSlet
  44. Tak for din beretning.
    Den er på samme tid en beretning om en grum opvækst i en dysfunktionel familie og en betagende "Rejsebeskrivelse".
    Din betingelsesløse åbenhed og ægthed vil fortsat bringe dig den ultimative indsigt.
    Jeg læser om et "meget stærkt menneske", som til trods for mishandling har bevaret sin (DIN) integritet og er i stand til at fortælle og beskrive UDEN "nid og nag", som ellers ville være aldeles forståeligt.
    Må du bevare den styrke og det rene sind, som jeg synes at kunne fornemme.
    De bedste ønsker og hilsener

    SvarSlet
  45. Du har været udsat for en frygtlig barndom, syntes der er mange voksne som har svigtet / kigget den anden vej / ikke blandet sig osv. Lad din historie giv os mod til at reagere når vi selv oplever svigt af børn. Du kan ikke ændre det som er sket, du kan kun ændre hvad du vil med resten af dit liv. Stor respekt til dig herfra, ønsker dig et rigt og kærligt liv.

    SvarSlet
  46. Flot skrevet. Forfærdelig beretning, glæder mig oprigtigt du deler den.
    Håber alt vil lykkes for dig, og bedste ønsker for en god fremtid.

    SvarSlet
  47. Kære Michael-først og fremmest tak fordi du har valgt at dele din livshistorie med os, det må have krævet en masse mod og have rippet op i mange gamle og svære minder.
    Du har godt nok været udsat for meget-meget mere end nogle børn skal opleve!
    Mange folk glemmer at omsorgssvigt/vold og misbrug også foregår i "De pæne" familier, og du er med til at sætte fokus på dette ved at dele din historie.
    Jeg håber at du har et rigtigt godt netværk den dag i dag, og at din familie støtter op om dig.
    Jeg er sikker på, at du bliver en helt fantastisk socialrådgiver.
    Kærlig hilsen
    Cirkeline fra din klasse

    SvarSlet
  48. sindsygt godt skrevet, men forstår ikke din far har kunnet tillade den slags at kunne ske, som burde ha været den person der skulle sørge for du havde det godt, og din stedmor burde ikke kunne se sig selv i spejlet om morgenen med den opførsel som hun har udvist over for dig.
    vi er mange der har oplevet svigt på den ene eller anden måde, og noget er jo være end andet, og som du skriver til en anden, at man kan ikke "sammenligne skæbner" og lige det kan jeg ikke give dig mere ret i, da personer jo er forskelige og tager hvad der sker i livet forskelligt, og anmeldelse til politiet hvor der så ikke sker mere i sagen end lige det at de er blevet anmeldt og politiet har snakket med nogen få personer, og sagen derefter er blevet glemt, er noget jeg har hørt om flere gange i andre sager, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.
    Det kan godt være nogen de tænker hvorfor du ikke hævner det, men jeg tænker at jeg godt kan forstå hvis du ikke gør det, da man så for det hele for tæt på endnu en gang, man skal så igen tænke for meget på hvad der er sket, og så samtidig at du jo nok ikke for det bedre af at hævne dig, men nok mere det modsatte.
    Jeg må tage hatten af for dig at du har kunnet skrive det offentligt på nettet, så er du virkelig nået langt og jeg håber kun alt godt til dig resten af livet, og tak for at du ville dele din livs historie med os andre.

    SvarSlet
  49. Jeg vil bare give dig et kæmpe stort kram. Det er en rigtig Harry Potter opvækst, desværre kom Hagrid aldrig :(

    Jeg er socialrådgiver og jeg forstår hvor du kommer fra, at du gerne vil hjælpe børn, derfor blev jeg selv socialrådgiver. Jeg vil dog give dig en advarsel om, at det ikke altid er nemt at hjælpe i den virkelige verden, med alt for mange sager og kollegaer der dagligt bliver sygemeldt med stress, så lov mig, lad være med at vælge en kommune, det kræver at man er MEGET robust... Hvis man i forvejen har sit at kæmpe med, er det store ansvar, press, for lidt tid, hårde historier, genstridige forældre osv. ikke nogen god kombination.

    Men du finder helt sikkert en måde hvorpå du kan gøre en forskel, jeg tror allerede at du er godt igang :)

    SvarSlet
  50. Så fint skrevet. Tak for tårerne. Jeg krydser fingre for dig. Stor respekt til dig......

    Kh Freddy

    SvarSlet
  51. Kære Michael
    Jeg vil blot ønske dig alt det bedste fremover og håber for dig, at du har fået nogle dejlige svigerforældre, som kan vise dig, hvordan forældre også kan være.
    Din far og stedmor ødelagde en meget stor del af din barndom, men du er heldigvis godt på vej til ikke at lade dem ødelægge resten af dit liv også. Godt gået :-)
    Jeg forstår til fulde, at du ikke vil have, at folk skal have ondt af dig. Det kan man ikke rigtig bruge til noget. Forståelse er fint men ikke ynk.
    Jeg håber, at det, at du står frem, kommer rigtig mange børn til gode.
    Kæmpe stort kram fra en, der er mor med stort M :-)
    Christine

    SvarSlet
  52. Respekt for din åbenhed og din ærlighed. Ønsker dig god vind i sejlene på din, stadig lange vej frem mod at blive et helt menneske inden i. Namaste.

    Tine

    SvarSlet
  53. Hvor er det umenneskeligt!! hvad er det for mennesker? hvem er de? man skulle snart lave en hade side om dem. det skal da ud. Dette har ingen mennesker fortjent!!!

    Mvh Christian Jørgensen

    SvarSlet
  54. Sidder og græder! Både over at nogle mennesker er så forskruede oppe i deres hoved at de kan gøre sådan noget mod et andet menneske! Men også over at et menneske som dig kan være så stærkt og finde så meget respekt for sig selv at du kæmper dig ud af det og deler det med andre på denne måde!! Du har min fulde respekt!
    -Anne

    SvarSlet
  55. Hmmm ... Jeg får helt lyst til at mishandle både din biologiske far og stedmor, de lyder som nogle mennesker der er for farlige at have gående frit omkring ligesom farlige hunde - Hvem véd hvem de i dag er i gang med at ødelægge. Gør samfundet og evt. fremtidige ofre en tjeneste og få deres navne frem i offentligheden, de bør forhindres i at ødelægge flere - Håber under alle omstændigheder ikke de i dag har kontakt med børn..

    Håber du får et godt liv og får lagt dine oplevelser bag dig.

    Mvh
    Troels

    SvarSlet
  56. Jeg sidder med tårer i øjnene... men jeg blev nødt til at læse hele din fortælling færdig, for det måtte og skulle ende godt. Undervejs tænkte jeg, at det jeg læste her var så velformuleret, så JO! du måtte være endt et sted, hvor du kunne begynde AT LEVE. Fantastisk at du har klaret at nå hertil. Jeg ønsker så inderligt for dig, at din dyrekøbte erfaring også må være det som gør, at du kan blive en enestående hjælper for nogle børn. Jeg ønsker dig alt godt i livet og en masse kærlighed.
    Hanne Ihler Hollberg

    SvarSlet
  57. Hej Michael,

    tak fordi du har gjort det muligt at læse om din historie. Tak for din ærlighed og åbenhed.

    Jeg går selv på socialrådgiverstudiet, 6.sem, og vil høre dig om det vil være okay at linke denne historie til min hold-side inde på facebook? Jeg synes bare den er ret relevant, fordi som du selv siger, så er der ikke så meget fokus på overgrebene i de ressourcestærke familier. Og jeg synes det er vigtigt at vi alle (studerende) bliver så opmærksomme som muligt på alle de dilemmaer vi kan komme til at ryge ind i, når vi bliver færdige og skal ud i 'virkeligheden'.

    Personligt ville jeg synes det kunne være meget interessant, hvis du også synes selv at det kunne være interessant, - at høre dig beskrive noget mere indgående om dine forældre, hvis du ved mere om dem. Ikke for at afsløre hvem de er med navn og adresse og alt det. Men mere for at forstå psykologien bag mennesket, hvad er det for en opvækst de har haft, hvad fortæller de mon sig selv indeni for at fastholde det liv og de måder og den destruktivitet, hvordan retfærdiggør de dette for sig selv. Hvis du kunne have lyst til at gå ind i dét, så vil man virkelig få et indblik i hvad er det for et slags 'helt almindeligt ressourcestærkt pænt veluddannet menneske' som man skal kunne gå på klingen med som socialrådgiver, når det går op for een at de mishandler deres barn.

    Og prøve at forstå noget om, hvad det er for nogle spilleregler man skal kunne være parat til at håndtere og se igennem som socialrådgiver. Virker de overlegne? Har de sådan en 'selv-selvfølgelighed' omkring at de ikke gør noget galt og der er da 'virkelig noget galt med dig hvis du tror vi gør noget galt' -attitude? Eller hvad er mon på spil? Man siger jo om sociopater at de kan være utrolig charmerende, og utrolig dygtige til at få det til at se ud som om det er de andre der skaber sig og hidser sig op og skaber problemer.... Har du læst litteratur om sociopater? - det kan sikkert anbefales.

    Og jeg ved jo ikke om du kan, om du har den viden om dem, men det kan jo bare være hvad du selv fornemmer og hvad du selv tolker.... og hvordan du kan videreformidle med dine voksne evner, hvad det var du så som barn. Det ku være mega interessant.

    Noget der slog mig undervejs i studiet, det var, at når man vil ud og arbejde med børn og familier, så skal man jo virkelig være i stand til både at tale med/sætte sig ind i barnets perspektiv, og også forældrenes perspektiv. Man skal kunne være åben, ærlig og samarbejdsvillig og ikke lade sin egne fordomme spænde (alt for meget) ben i processen. Man kan ikke 'bare' sige de er gode og de er onde.... Det synes jeg er et vildt interessant stykke arbejde, hvis man kan komme frem til det. Så er man god :-) Så er man kommet fri, tror jeg.

    PS. Rammende overskrift du har valgt!

    Mvh Susanne Graubæk

    SvarSlet
  58. Hej Michael
    Jeg ramte din blog via FB, hvor der - ganske som du forventede - var diskussion om, hvorvidt du skriver sandt, og om 'sådan noget' kan ske i et såkaldt pænt hjem - som jo så ikke var så særlig pænt alligevel. Jeg synes, det er ekstremt modigt af dig at fortælle så åbent om den psykiske vold, du har været udsat for. Alt for få forstår, at psykisk vold er ligeså ødelæggende for et menneske som fysisk vold. I mine øjne er det helt bizart, at nogen tror, at vold (uagtet hvilken art - i øvrigt hænger de ofte sammen, sådan som du også beskriver det) ikke finder sted i pæne familier. Hold nu kæft! Det er netop familievoldens væsen, at den skal holdes skjult under en pæn facade. Bare spørg alle de børn, der kan alle knebene for at undgå idræt, når der er for mange blå mærker, eller danne tætte relationer til andre af frygt for at blive opdaget. Og du har så meget ret i, at det er os voksne, der har ansvar for at tage os af et barn, der åbenlyst lider - når nu forældrene åbenbart ikke kan. Og du har også ret i, at alle børn har forskellige måder at vise deres angst og sorg på. Det er ikke deres ansvar at tale et sprog, vi voksne forstår. Det er vores ansvar at forstå børnene. Tak for at du gør opmærksom på det. Det er så vanvittigt vigtigt! Held og lykke med det hele.

    SvarSlet
  59. Hej Michael.. Jeg ved, at du ikke vil have folk til at få ondt af dig, men blot vise dem, hvordan verdenen nu endda ser ud - de ting, der ikke bliver taget hånd om, og ikke bliver gjort opmærksom på.
    Jeg sidder med tårer i øjnene, og er helt rystet over, hvordan man kan behandle et barn sådan (i det hele taget bare et menneske.. Du er stærk, hvis bare du er stærk, kan man klare alt :-)

    SvarSlet
  60. Du er sku sej Michael Oxhøj. håber du får det beder end du har haft. kunne ikke lade være med at fælde en tåre eller to du er fandme sej

    SvarSlet
  61. Hej Michael!!
    Er dybt dybt rystet, hold da op.....det var meget hårdt at læse puha, mit hjerte græder for dig.
    Har heller ikke ord for disse grusomheder, har aldrig hørt noget lignende før, ja min første tanke var at det umuligt kan være sandt, for det bliver ved og ved.
    Utroligt at du overlevede dette helvede, og fantasktiskt at du kan fortælle os om din skæbne med alt det onde du har oplevet. Kan ikke få ind i min hjerne at de kunne behandled dig på den måde, men de må være meget meget syge mennesker. Ønsker at du må få alt det beste i livet, med mange kærlige tanker fra susanne <3
    Ps. Du burde lave en dokumentar film.

    SvarSlet
  62. Hej Michael

    Som skrevet flere gange tidligere får man ikke noget ud af hævn. Men din stedmoder har selv børn, der får børn, som hun måske en dag står med alene. Din stedmoder er en meget meget syg kvinde. Hun har engang behandlet et menneske så forkert og i og med hun er syg gør hun det igen, hvis hun kan slippe af sted med det. Lad deres navne nå offentligheden. du ved om nogen at udelukkelse er den største straf af alle.

    SvarSlet
  63. Kæmp videre og giv ikke op. That's all.

    SvarSlet
  64. Har bare SÅ meget lyst til at tage den lille dreng i mine arme og aldrig give slip igen! Hvor er det bare uhyggeligt, at man kan være så ond, og nedbryde et andet menneske i den grad....

    SvarSlet
  65. Kære Michael,

    Af hjertet tak fordi du deler din dybt smertefulde historie med os andre. Jeg er fuld af kærlighed i hjertet til dig og fuld af taknemmelighed for at du vælger at fortælle din ubeskriveligt vigtige historie. Du er et helt fantastisk menneske med et kæmpe potentiale, når du er i stand til at indse, hvad din fortid kan bruges til i form af at gøre en forskel for andre. Der er kun 1 brugbar vej her i verden, og det er den vej du er på vej ud af lige nu: kærlighedens og godhedens vej.

    Jeg takker dig og sender kærlighed og medfølelse din vej, samt ønsker om alt det bedste der findes.

    Kærligst Malene

    SvarSlet
  66. Hej Michael ...

    Jeg kan simpelthen ikke finde ord - men tak fordi du deler din historie.

    Bliv ved med at kæmpe.

    Ønsker dig ALT godt fremover.

    SvarSlet
  67. Hej Michael, jeg sidder her og græder over din historie. Tak fordi du fortæller den. Jeg håber at du får SÅ meget tryghed og kærlighed nu. Held og lykke med din mission med at hjælpe andre. Du vil kunne forstå meget mere end de fleste. Dyb respekt herfra. Du er SÅ sej.

    SvarSlet
  68. Kære Michael,

    "Eventyr findes ikke i virkeligheden", var der en 4-årig, der fortalte mig i sidste uge. Jeg tror, det er derfor, vi har så svært ved at kapere, at din historie er sand. Den overgår jo både Askepot, Hans & Grethe og Harry Potter. Jeg græd indvendig over at læse det. Og fik lyst til at give den lille dreng, du var den gang, SÅ mange julegaver. Men lige så urealistisk forfærdelig din barndom har været, lige så urealistisk fantastisk er det, at du har filtret dig så meget ud af den, at du er der hvor du er i dag. Hvordan kan du være blevet så dygtig fagligt, at du kan skrive sådan? Og være i stand til at tage en uddannelse? Og endnu mere imponerende - har kæmpet dig ud af et alkoholmisbrug og ind i god og nær relation med Rikke. Du må have en meget stor indre styrke!
    På den måde er din historie ikke kun trist, men også opløftende. Jeg tilslutter mig dem, der anbefaler dig at skrive en bog. Vi har allesammen brug for at blive mindet om, at holde øje med børn omkring os og reagere på det vi ser.

    Kærlig hilsen og ønsker om alt muligt godt
    Nanna

    SvarSlet
  69. Kæreste dig

    For pokker, hvor får man dog bare lyst til at sætte sig ned med dig og sige, at alt nok skal blive godt en dag. Du er på vej. Flot du deler. Du er stærk. Kæmp til du forhåbentlig ikke behøver kæmpe mere, men så kan leve helt uden kamp.

    Alt godt fremover.

    Stort kram.

    SvarSlet
  70. Hej Michael!
    Du er et stort menneske, du kæmper, du har drømme, du ser stadig verden i et godt lys.
    Jeg håber din fremtid bliver fyldt med gode minder.

    SvarSlet
  71. Hej

    Flot og modigt skrevet. At offentliggøre en så frygtelig opvækst er flot og modigt gjort! Håber du får et sundt voksenliv!

    Håber også at din far og stedmor bliver udstillet for offentligheden og dømt for mishandling og vanrøgt!

    SvarSlet
  72. Kære Michael
    Gudskelov fik du omsorg som helt lille, så dine skader ikke er uoprettelige. Din mor er et godt anker. Og gudskelov så din lærer dig, så du fra det tidspunkt og formentlig resten af livet kan arbejde dig igennem traumerne.
    Man siger, at blot én voksen, som virkelig ser og anerkender et traumatiseret barn, er nok til at barnet kan blive helt og få et godt liv.
    Jeg glæder mig dybt på dine vegne over, at din mor, din far i de tidlige år og din lærer tog sig af dig.
    Husk det allesammen - det er den enkelte, der gør en forskel - altid.
    Tak for det, du gør, Michael.
    PS en politianmeldelse skulle ikke være for at hævne dig på din far og stedfar, men for at omgivelserne skal forstå, at det ikke er acceptabelt, det de gjorde. Og nej din stedmors børn har ikke fået en god og kærlig opvækst, vi lider alle, hvis andre bliver mobbet - også dem.
    Kh. Ally

    SvarSlet
  73. Dette er noget af det mest modige jeg nogensinde har læst.. du har en fantastisk indre styrke, trods det du har været igennem.. det er stort af dig at dele dette med verden.. at give indblik og det er dette som giver forståelse.. og du kan inspirere børn i lignende forhold til ikke at gemme det men at lade verden vide hvad der foregår så de kan få støtte.. du er ganske enkelt fantastisk.. selvom jeg ikke kender dig, er jeg dybt stolt af dig..!!! Ønsker dig alt det bedste i verden, og din kæreste lyder til at være det smukkeste menneske.. Du er med til at gøre en forskel i verden, med dette indslag.. og ved at holde fast i livet, og vise at man kan komme sig over truamer og komme videre.. du fortjener det bedste..!!!!

    SvarSlet
  74. Tak, som ny socialrådgiver i en børnefamilieafdeling vil jeg huske altid at spørge børnene hvordan de har det hjemme.

    SvarSlet
  75. Kære Michael - vil bare lige ønske dig alt det bedste for fremtiden - masser af lys, lykke og skønne oplevelser. Saml på de gode oplevelser du får og ikke på de dårlige du har haft ..

    SvarSlet
  76. Kære Michael Oxhøj
    Du må have haft en helt fantastisk mor, der har givet dig så meget godt dine første fire leveår, at du har kunne klare dig igennem livet. Det må have været et så stort savn for din far at miste hende, at han er blevet traumatiseret/handlingslammet, har ikke været i stand til at opsøge sig hjælp, men valgt en for sit vedkommende "nem" løsning videre i livet. At han så har fundet trøst hos en person, der er helt tom for empati er det værste der kunne ske. Du har været et mælkebøtte barn, der trods modstand formåede at vokse op igennem asfalten:) dette kan du måske takke din bror for? Du ønskes al lykke fremover, men vær bevidst om at din krop husker det du vil glemme :) En der sidder på Færøerne og læser din historie.

    SvarSlet
  77. Kære Michael

    Tak fordi du deler din historie med os.

    Det er ekstremt modigt af dig at dele din historie offentligt, men det er også en vigtig mission du har: at bryde tabuet og (forhåbentlig) give andre mod til også at åbne op.

    Omsorgssvigt - uanset hvilket samfundsslag det foregår i - er grusomt og må aldrig forties. Tabu har aldrig gjort nogen noget godt.

    Nogen læser din historie med skeptiske briller på og tror ikke på ægtheden i den. Det kan netop være denne form for mistro (som måske opstår fordi det er så grumt, at man næsten ikke kan kapere det), der får tabuer til at eksistere.

    Jeg har den dybeste respekt for, at du ikke ønsker hævn. Jeg tror selv jeg ville have svært ved IKKE at ønske hævn, men det viser bare, hvilken styrke du besidder.

    Du er større end dem, der gjorde dig fortræd.

    Jeg ønsker dig al mulig held og lykke i dit fremtidige liv. Du bliver en fremragende socialrådgiver.

    SvarSlet
  78. Hej Michael
    Jeg vil ikke kommentere på din beskrivelse, det er blevet gjort grundigt allerede. Men jeg bliver så glad for at vi har medierne, net og tastatur og friheden til at bruge, det I vores søgen efter sammenhænge i livet.
    Jeg gætter på at du har PTSD- lignende symptomer og at du skal regne med at det bliver, en lang proces at få styr på det hele. Jeg er dog ikke i tvivl om at det vil lykkes for dig.
    Du har power.
    Alletiders at du uddanner dig og vokser med det. Hvis du på et tidspunkt opdager at et job, som socialrådgiver ikke er med til at bygge dig op, men dræner din energi, så er det ikke en falliterklæring.
    Så er det bare fordi du skal noget andet. Der er masser af muligheder. Noget andet som du trives bedre med. Mit indtryk er at uddannelsen har været terapi for dig.
    I kærlig respekt for dig og dit liv og dine valg. Kram

    SvarSlet
  79. Hold da op .... hvor sindssyge kan voksne være? Hvor meget had kan et menneske have til andre, og hvorfor??? Hvorfor? Og du var jo bare et barn .... Jeg forstår slet ikke, at der ikke var nogen, der greb ind. Jeg tror på, at din historie kan gøre en forskel - jeg så den tilfældigvis på FB - og jeg vil dele den .... !! God vind fremover - og du er for sej!!!

    SvarSlet
  80. Tak for din historie. Du er et fantastisk modigt menneske, og jeg ved at din fremtid bliver lys!

    SvarSlet
  81. Det er så modigt af dig at dele din historie! .. Du kan være stolt af dig selv både for at komme ud med den, men også for at have kæmpet hele dit liv, for at nå til et bedre punkt hvor du er i dag.
    Held og lykke med alt - du fortjener det bedste.

    SvarSlet
  82. Tak fordi du deler din historie. Du bliver stærkere dag for dag!

    SvarSlet
  83. Jeg læste din historie med tårer i øjnene. Tak fordi du ville dele den. Jeg ønsker dig al held og lykke i resten af dit liv og håber det bliver sammen med Rikke :-D

    SvarSlet
  84. Hvor er det stærkt gået Michael, flot at du har turde stå frem med din historie så andre kan få øjnene op.
    spørgsmål : din halvsøster hos din far , reagerede hun slet ikke på måden du blev behandlet? hun må da også i dag sidde og tænke sit.
    keep going! alt det bedste herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo - hun prøvede at forsvare mig så godt hun kunne: men hun var magtesløs over for min stedmor... Hun var selv et barn/ung og kunne ikke gøre meget ved det..

      Slet
  85. Varme tanker og kærlighed til dig. Husk altid at holde fast i, at det var DEM der var noget galt med, og ikke dig.... Forfærdelige voksne mennesker, må deres dårlige karma ramme dem tilbage. Rystet over at det også findes i de samfundslag hvor min familie befinder sig, på en eller anden måde gør det det endnu værre. Må du blive hel og finde ro, ønsker dig alt alt det bedste... <3 Du er er stærk!

    SvarSlet
  86. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  87. Som pædagog har jeg arbejdet med mange unge som har det ligesom dig. Du er ikke alene med din historie. Det frygtelige er at der tit går al for lang tid inden misrøgt opdages. Det tager kun 2 minutter at ødelægge et barn og det tager resten af livet for barnet at lære at leve med det. Det glæder mit hjerte hver gang jeg hører at det lykkes. Tak for historien. Hilsen en stedmor som gør sit bedste - uden at vide om det er godt nok...!

    SvarSlet
  88. Hej Michael. Jeg er fuldstændig slået ud over din historie. Det forstår jeg simpelthen ikke, at der findes sådanne historier. Jeg troede undervejs, at det var en fiktiv historie. Det er jo fuldstændig vildt det du har været igennem. Jeg er rystet. Og det betyder for mig, at du skal ud med din historie, som en tidligere skrev til dig, lav en film eller noget andet stort. Vi er mange mennesker, er jeg sikker på, der ikke tror på, at sådan noget foregår. Det er også med til at få andre til at fortælle deres historier, som er lige så sindsyge. Og alle historier er med til at åbne os der er uvidende om sådanne liv, til at vågne op og blive opmærksomme på omfanget og så skal der nok være nogen der handler på en eller anden måde. INGEN SKAL VOKSE OP SÅDAN. Der er massere stof til eftertanke i det du skriver. Både på det individuelle plan, men også på det samfundsmæssige plan. Mange tanker til dig om ikke at opgive kampen tilbage til et angstfrit, roligt og kærligt liv. Fedt du er så modig (du fortalte din historie)

    SvarSlet
  89. Det at du står frem med beskrivelse af dit liv viser hvor stærkt et menneske du er. ...Alle gode ønsker for dig fremadrettet.

    SvarSlet
  90. Hvor er du dog et fantastisk stærkt menneske, jeg er virkelig rørt at over læse din livs historie og synes det er utroligt at du har været i stand til at kæmpe for livet i så mange år. Åh, det lige før jeg tuder, tænk at man kan få sig selv til at behandle et barn på den måde, jeg kan slet ikke forstå hvordan man kan være så kynisk. Jeg har svært ved at finde de rigtige ord, men jeg føler bare at jeg er nødt til at sige noget, for hold kæft mand, sikken et liv du har haft, jeg... Ja.. Jeg synes det er smukt du deler den og jeg ønsker bare alt godt fremover, det fortjener du virkelig!

    SvarSlet
  91. <3
    Our greatest glory is not in never falling, but in rising every time we fall!

    SvarSlet
  92. Hej Michael Oxhøj,

    jeg er meget glad for at se den store mod du har den dag i dag, til at stå frem og skrive om din fortid.
    Jeg selv har haft det svært, når jeg læser din historie men en kamp da jeg er ordblind ser jeg bare at der er altid et lys i den anden ende man skal bare gribe ud efter den.

    Jeg syntes det er godt du vil gøre nået for andre i samme stirusjon ved at stå frem og vise man skal ikke være bange.

    jeg kunne blive ved for er så rørt over den måde du står frem på og ville da råde dig til at overveje at skrive en selvbiografi.

    Rigtig meget lykke frem i livet og hvad du lader den byde

    SvarSlet
  93. Smukt, og flot klaret..Virkelig

    SvarSlet
  94. Og jeg troede jeg havde det hårdt, med forældre der slår.. Det der kan finde sted i en film man.. Har tit gået og overvejet at dele min historie. Hold hovedet højt knægt ellers falder du forover.
    - Amanda.:')

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du gerne vil dele din historie og har brug for lidt sparring omkring det, må du endelig bare kontakte mig :) Michael

      Slet
  95. Wauw jeg er virkelig rørt

    SvarSlet
  96. Hvis man åbner sit hjerte og kan fortælle sådan noget om sin barndom og sit liv - er det sandt. Hård hård læsning der går lige i mit hjerte. Jeg arbejder selv med udsatte børn og gør ALT hvad der står i min magt for at hjælpe dem og give dem omsorg, forståelse, kærlighed, hjælp, og være deres ven. Jeg er utrolig glad for du er kommet videre og får rettet op på dit liv. At du formår at blive et godt og kærligt menneske, der indeholder omsorg og forståelse. Ved du vil have ar resten af livet , men håber de bliver mindre tydelige med årene der går. Håber der nu forbliver kærlige mennesker omkring dig. Held og Lykke fra mig. Mone

    SvarSlet
  97. Jeg sidder her med tårer i øjnene. Det er jo ubeskriveligt det du har oplevet. Det er helt fantastisk at du inviterer os indenfor. Jeg er selv en gut på 30 år, som også har haft en svær opvækst. Jeg har lidt meget af angst og har selv i mange år drukket for at komme igennem hverdagen og føle mig som en verdensmand. Mit alkoholmisbrug tog overhånd, og det gik ud over venner, arbejde og ikke mindst kærester. Mine angst anfald blev forstærket 300% og jeg kunne til sidst ikke holde ud eller overskue hvordan jeg skulle komme videre. Der er altid en vej ud, og det ser ud som om du har fundet din. Du virker som et kærligt menneske, der kun fortjerner det bedste, og det skal du nok få. Jeg kom selv ud af min onde spiral mødte en sød pige, og i dag har vi en lille søn på 1½ år. Jeg kæmper hver dag med min angst, den vil aldrig forsvinde, men jeg har lært at leve gennem angsten.

    Held og lykke fremover.

    SvarSlet
  98. Virkelig flot af dig du deler det på nettet! Det rammer hårdt, af at sidde og læse det. Men super flot af dig du har fået det godt igen det fortjener du min ven!! Alt held og lykke fremover :)

    SvarSlet
  99. Ufatteligt hvad du har overlevet, Michael! Det er jo ikke bare svigt, du er blevet udsat for, men aktiv, nedværdigende behandling - nærmest tortur - i flere år. Lad dette være en huskeseddel til os alle om at tage affære, når vi fornemmer et barn, der lider! Stor beundring til dig og alt godt fremover.

    SvarSlet
  100. Kære Michael.

    Som alle de andre læsere sidder jeg nu med klump i halsen og hænderne knyttet i vrede. Det er mig ubegribeligt, at mennesker kan være så ondskabsfulde. Og jeg føler mig magtesløs ved tanken om, at din opvækst - desværre - ikke er enestående. Tak fordi du har fundet modet til at stå frem.

    Jeg kan til dels forstå, at du ikke vil hænge din far og stedmor ud med navn. Det er storsindet - bare du skåner dem af de rigtige grunde. For du tager HELT fejl, når du skriver, at de var "gode forældre for hendes børn". NEJ! De børn er vokset op i et fuldstændig sygt og forskruet miljø, hvor deres bror var slave og syndebuk. Det er de præget af for livet - hvordan vil kun tiden vise. Så NEJ, igen, NEJ! De var ikke gode forældre. Punktum. Ikke for dig, ikke for nogen andre.

    Ønsker dig alt det bedste.
    Helene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Helene, jeg kan godt forstå hvad du mener med at hvad jeg blev udsat for, har påvirket min stedmors børn, men når jeg skriver som jeg gør, så er det fordi at 2 af hendes 3 børn var flyttet hjemmefra da jeg kom ind i familien - og at de derfor ikke har set særlig meget.
      Men min stedsøster har med stor sandsynlighed lidt indirekte ved at se hvad jeg blev udsat for; det vil jeg gerne give dig ret i!

      Slet
    2. Hej igen Michael - og tak fordi du tog dig tid til at svare. Jeg forstår lidt mere nu, men kan ikke lade være med at studse over formuleringen, at dine store stedbrødre "ikke har set særlig meget". Vil det sige, at de har set noget? Og nok til at vide, at den var helt gal? Eller havde de selv været i gennem samme barndom hos deres mor?

      Mht. din stedsøster, så er det klart at hun har lidt - at vokse op som vidne til så megen ondskab efterlader nok ingen upåvirket, hvad enten man ender med at acceptere og leve med den form for ondskab som et grundvilkår, ja måske endda udøve den senere hen? Eller bære rundt på den som et stort traume ...

      Jeg har så mange spørgsmål, og jeg ved godt, at de i det store perspektiv - som jo er grunden til, at du skriver denne blog - er ligegyldige. Så jeg forventer ingen svar, men spørger alligevel:

      Dine store brødre / din storebror (ved ikke, om der er en eller to) på din fars side - du må være en efternøler - har de samme mor som dig? Og har de haft en god og tryg opvækst med din far, før de flyttede hjemmefra?

      Husker du din mor? Husker du tiden efter hendes død, hvor din bror flyttede hjem?

      Alt det bedste,
      Helene

      Slet
    3. Mine stedbrødre har været i hjemmet indimellem: De har nok vidst at der var et eller andet galt - De har uden tvivl set at jeg har haft det voldsomt dårligt, men de har ikke set vold eller lignende..

      Ja jeg er efternøler. De har samme mor, jeg har en anden mor. De har heller ingen kontakt til min far i dag.

      Jeg husker desværre ikke min mor. Heller ikke tiden hvor min bror flyttede hjem i et halvt år.. XD

      Michael

      Slet
    4. Puha. Er der nogensinde nogen - i din familie, eller andre - der har konfronteret din far og stedmor? Har dine brødre, før de valgte at droppe kontakten til jeres far? Hvad med dine stedbrødre - er de klar over nu, hvad der foregik? Og har de konfronteret deres mor? Din stedsøster? Har du kontakt til hende?

      Grunden til, at jeg spørger, er at jeg tænker, at det ville være næsten mere forfærdeligt, hvis ingen har taget kampen op for dig, nu de ved, hvad der er foregået.

      Jeg ved godt, du har andet at lave end at besvare alle disse spørgsmål, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at stille dem. Måske skyldes det, at din beretning rammer ekstra hårdt, fordi den kommer så tæt på. Det her er ikke en lade i Tønder. Det er ikke en ghetto ... Det er lige for næsen af alle os almindelige mennesker.

      Slet
    5. Ja det er der!
      Ja det gjorde mine brødre - Hele min familie slog hånden af min far.

      Mine stedbrødre har nok aldrig fundet ud af hvad der er sket mig... Om de ved det nu er jeg ikke klar over.
      Jeg har ingen kontakt til min stedsøster.

      Der var mange, mange mennesker der tog kampen op for mig da de blev klar over hvad der foregik i hjemmet: Det er bl.a. derfor at der er så mange detaljerede underretninger og udtalelser, i mine akter.

      Jeg vil meget gerne besvare alle de spørgsmål der end måtte være, for at kunne skabe klarhed over min sag :)

      Slet
    6. Det er jeg glad for at høre. At de har kæmpet for dig. Og at de har valgt dig. Nogle gange er mennesker så underligt inkonsekvente og konfliktsky. Ligesom i "Festen".

      Hvad med din mormor? Lever hun stadig?

      Slet
    7. De valgte at støtte mig, hvilket jeg for altid vil være dybt taknemmelig for :)

      Min mormor døde i 2010.

      Slet
  101. Hvor er det flot og vigtigt at du deler din historie! Jeg kan godt forstå at du ikke angler efter medlidenhed, men man kan godt nok ikke lade være med at få tårer i øjnene over at nogen kan behandle et barn sådan som du er blevet behandlet. Og hvor er det smukt at du kan tilgive og ikke bære nag overfor dine "forældre". Det synes jeg næsten er det mest rørende, og helt sikkert på sigt også det mest fordelagtige for dig og dine kære - had og hævn kan de færreste bruge til noget - det dræner mere end det gavner. Jeg ønsker dig en god og kærlig fremtid - lyder som om du er på rette spor ;o) Kh Signe

    SvarSlet
  102. Kære Michael.
    Har også læst det hele, og er dybt rystet over, at der findes voksne mennesker, der kan få sig selv til at behandle et barn på denne usle, gemene og nedrige måde. Så ufatteligt, at der ikke var andre voksne, der reagerede. Utroligt flot, at du har indviet os alle i din smertefulde barndom/opvækst, og er på vej ovenpå igen, du er et menneske jeg nærer den aller dybeste respekt over for. Ønsker kun alt det bedste for dig fremover.
    Knus og de kærligste tanker til dig fra Helle.

    SvarSlet
  103. hej, tak for at du deler din historie. synes at det er så modigt af dig! Ønsker dig alt godt i livet, der til tider kan mærkes som en sej kamp at gå igennem.

    SvarSlet
  104. Hej Michael

    Jeg har læst dit blog, og har fået det psykisk dårligt. Jeg er så uforstående overfor forældre som skal elske og forsøge deres barn, istedet går hen og forsømmer det på det groveste. Det må være den grimmeste oplevelse, og jeg kan ikke engang tænke mig frem til hvor slemt det må have været for dig! Det der dog varmer mig, er at du har været i stand til at komme videre fra en så frygtelig oplevelse, og endda være i stand til leve livet som vi andre ville gøre. Der er mange som ikke havde valgt at ende livet tidligt, og det er så godt at se dig tage den beslutning om at ændre dit liv, således du kan komme videre! Desværre kan jeg sidde og læse at traumerne stadigvæk kommer og går, og jeg håber du en dag ville kunne leve uden at blive erindret om disse frygtelige traumer. Jeg håber alt er vel i dag, og at du får det bedre med tiden! :)

    God dag til dig fra en anonym bruger!

    SvarSlet
  105. Det tog sin tid at læse. Og det var hårdt at læse. Det er meget sjældent jeg får lyst til at knibe en tåre over sådan nogle historier, og jeg har en umådelig stor lyst til at gøre de folk, som du fortæller om, fortræd.

    Men jeg kan ikke andet end at sige: Godt skrevet. Godt at du deler din historie. Selv er jeg også vokset op i et trygt miljø og trygge rammer, men har aldrig oplevet noget i nærheden af det, som du beskriver der. ¨

    Pas på med ikke at skubbe for mange personer i dit liv væk. Tro mig. Man har altså brug for folk i sit liv. Bare ikke de forkerte.

    Ellers vil jeg bare ønske dig al held og lykke i fremtiden.

    Mvh
    Yusef

    SvarSlet
  106. Stort respekt for at du er der hvor du er i dag på trods af den enorme modgang. Hvis du nogensinde skulle få brug for noget vil jeg gøre mit bedste for at se om jeg kan hjælpe. Håber Gud holder hånden over dig.

    De bedste hilsner
    Gufran

    SvarSlet
  107. Jeg ønsker dig et liv med masser af kærlighed og tillid til dine medmennesker. Jeg har selv været ramt af PTSD for nogle år siden. Psykopater findes overalt. Mit bedste råd er: Flygt mens du kan! Det tager tid at acceptere men det har du jo gjort. Det tager tid at tilgive, men det har du også gjort. Så stort et menneske du har været og blevet. Stor rerespekt for dig og det du er blevet til. Man lærer at acceptere men hele tiden med frygten for et tilbagefald. Vær positiv og vær bevidst. Knus

    SvarSlet
  108. Jeg håber for alt i verden at du fortsætter ad den vej du endelig er kommet ud på, fordi det ligner en vej der er stabil, sikker og med en sikker destination. Hvis du en dag selv for børn håber jeg (og tror) at du kan vise dem al den kærlighed du ved et barn fortjener. Håber du får et godt liv!

    SvarSlet
  109. Kære Michael,
    Tak for din historie. Det er beundringsværdigt at du kan være så velformuleret og afklaret omkring den i dag. Det er så smertefuld en beretning. Jeg er virkelig glad forat du har gjort sådan her, og lagt den ud, og at vi kan få lov til at læse den, og lære. Din menneskelighed og indstilling er inspirerende og vigtig.
    De aller bedste hilsener,
    Kristian Leth

    SvarSlet
  110. Kære Michael,

    Jeg er ked af, at du har måtte gennemleve al dette. Det bør ingen børn udsættes for.

    Det er svært at finde de rette ord, men det er meget inspirerende at høre om, hvordan du har kæmpet, og hvordan du har fået mere og mere styr på dit liv. Du vil komme til at hjælpe en masse mennesker, tror jeg. Som socialerådgiver, ved at dele din historie og med din menneskelige styrke.

    Jeg ønsker dig alt det bedste...

    SvarSlet
  111. Wow ! Ærligt, begyndte at græde :(
    Hvordan kan et menneske behandle et andet menneske på den måde? det forstår jeg ærlig talt ikke. du er pisse stærk Michael, respekt her fra.
    Hvad du har været ude for er grotesk. Mig der går rundt og brokker mig om mine forældre om hvordan de behandler mig som om jeg stadig er den lille 5-årige lille pige.
    Synes virkelig, at det er modigt af dig, at du turde at skrive om det!
    Jeg ønsker dig, inderligt, alt det bedste herfra :D

    SvarSlet
  112. Det er askepot om igen . Ingen burde behandles på den måde.Men jeg ved at Gud vores Far i himmelen kender dig og han elsker dig. Knus fra mig.

    SvarSlet
  113. hvor er du sej og stærk! Og rigtig godt at du bruger det til at forbedre samfundet!

    SvarSlet
  114. Mit hjerte bløder for dig, sikke en fortid at skulle forholde sig til.
    Du gør det helt rigtige ved at tage den uddannelse. Ved at hjælpe andre hjælper du også dig selv med at få "ryddet op" i fortiden. Du er unik og tro mig, du kan virkelig hjælpe andre og gøre en forskel, netop fordi du kan relaterer til det i real life og ikke kun har læst om det.
    I det ligger der en speciel gave som du har fået med i rygsækken. Du kan vælge om du vil bruge den og hvordan, men jeg ønsker dig al muligt held og lykke i fremtiden.

    SvarSlet
  115. Kære Michael. Det var meget voldsom og hård læsning om dig og det liv du har levet. Samtidig skriver du meget ærligt, nærmest nøgternt nogen gange og troværdigt. Det du skriver har ramt mig lige i hjertet, jeg tænkte flere gange i løbet af læsningen, at de behandlede dig som en hund, at både din far og stedmor må lide af hver deres psykiske dysfunktion for at kunne handle sådan.Jeg ville sådan ønske der var nogle der havde pådaget hvor dårligt du havde det tidligere. Men det der gør læsningen af din historie fuld af liv og glæde er, at du tilsidst havde modet til at fortælle om hvordan du havde det, du fik hjælp og har rejst dig. Du er i sandhed en mønsterbryder, fuld af power, hvilket er ret utroligt ifht det du har været igennem hele din barndom. Du er et helt fantastisk menneske! Det glæder mig rigtig meget at du vil bruge din egen historie til at hjælpe andre. Fx tror jeg at unge med en lignende historie, vil kunne drage meget nytte af at høre din historie, både fordi de vil føle sig "ikke alene" og fordi de I dig vil kunne se et eksempel på at man godt kan bryde med de gamle mønstre. Nogle undersøgelser om mønsterbrydere har vist, at det er vigtigt for den unge der skal bryde nogle mønstre, at have en slags mentor, der selv har gjort noget lignende og derfor kan vise vejen. Jeg vil ønske dig held og lykke i dit liv og med dine fremtidige projekter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Nina!

      Der var mange mennesker der vidste at jeg levede under dårlige kår: Men ingen turde gøre noget ved det...
      - Det var opdaget: Men ingen turde reagere på det!

      Jeg har været meget heldig at have en en fantastisk mor de første fire år af mit liv - og have en fantastisk familie omkring mig fra jeg kom på kostskole som 14-årig: Derfor er jeg hvor jeg er i dag :)


      Håber jeg kan være med til at åbne op omkring nogle tabuer :)

      Hvis jeg kan hjælpe er det vigtigt at jeg gør det!

      Slet
  116. Kære Michael - hvor er du dog blevet behandlet ækelt. Håber ikke, du tog for meget ved lære, og hader dig selv, som de åbenbart gjorde. Hvad mon det er for en vrede, du er blevet offer for?

    Du er mere end velkommen i min facebookgruppe "Leve- eller bare overleve" ... jeg tror, du ved alt om hvordan man overlever, men måske kan gruppen støtte dig i din vej fremad mod også at lære at leve.
    Jeg håber, du får hjælp. Mange hilsner og gode tanker.

    SvarSlet
  117. Så flot at du prøver at arbejde det ud af kroppen og ikke brænder inde med det, på den måde får du også selv mere ro i sjælen med tiden, godt du var så stærk at du valgte en fremtid, så stærkt gået, dyb dyb respekt for dig Michael... det er dig der står som VINDER. Al mulig held og lykke i fremtiden.

    SvarSlet
  118. Emilie Vogn Hansen30. nov. 2013 kl. 01.34

    Søde Michael, ingen burde nogensinde udsættes for det du har været igennem. Og går igennem, ikke engang lidt af det. Jeg har den største knude i maven, og jeg ville ønske sådanne mennesker ikke fandtes. Du er en vidunderlig dreng, og du fortjener bedre. Det er overstået nu, det vil det foraltid være. Men jeg kan ikke sætte mig i, hvad du går igennem. Jeg kan kun med ord sige, at jeg er så ked af det på dine vegne. Og jeg håber virkelig, virkelig inderligt, du vil få det bedre. Jeg sender en masse kram og gode tanker til dig!

    SvarSlet
  119. Jena Christensen30. nov. 2013 kl. 05.57

    Michael, det er simpelthen SÅ flot af dig, at du er nået dertil hvor du er nu. Det er jo syge mennesker, dybt ind i deres sjæle, der har gjort det de har gjort imod dig... Det har uden tvivl, kostet blod, sved og tårer.... Men du gjorde det. Og at du oveni købet har så meget..., hvad skal jeg kalde det..., "forståelse" for, hvad det er der sikkert ligger til "grund" for både din stedmors og din fars helt vanvittige behandling af dig..., dét er stort. For ja, alle mennesker fødes gode. Det der former os igennem opvæksten er jo nemlig præcis hvad vi gennemgår og oplever. Og det kan umuligt være "gode ting" de to har med i deres rygsække..... Jeg har sådan en lyst til, at give dig et KÆMPE knus. Du vil blive en god socialrådgiver. Uden tvivl.

    SvarSlet
  120. Huhaa Michael - jeg blev meget berørt af at læse den historie...

    I dit terapeutisk arbejde vil jeg anbefale Peter Levine: Traumeterapi. Og det er noget med at alle de overgreb af chok du har været udsat for sidder i nervesystemet,
    Og derfor har du måske opdaget at hvis du taler om dine ting, opstår der det fænomen at noget af det bliver bare værre og det virker ikke rigtigt til at løse,, Lidt som soldaterne der har PTSD. Man bliver retraumatiseret. Men det kan forløses og det er en befriende process og det virker mirakuløst. Søg evt Peter Levine på YouTube og se videoer.

    SvarSlet
  121. Hej - tak for din bevægende fortælling, måske har du stiftet bekendtskab med bogen "Drengen der voksede op som hund" (http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE1508139/dramatiske-boerneskaebner-skaemmes-af-sproglige-problemer/)
    Den kan varmt anbefales.
    En kærlig og klog bog for alle der arbejder med mennesker eller som i ønsket om en smukkere verden søger dybere forståelse for hvordan mennesker reagerer på umenneskelige vilkår og veje til at komme videre - LÆS DEN!
    Bedste tanker Heidi

    SvarSlet
  122. Kære Michael

    Sidder med kvalme og ondt i hjertet over din historie - måtte flere gange gøre ophold i læsningen. Hvor er det flot at du kan skrive om dine oplevelser (i grove træk) - tør slet ikke tænke på, hvordan en detaljeret version vil udforme sig. Det er sikkert ikke været spor nemt at skulle gengive dine oplevelser. Tak fordi du oplyser os om dig og måske det samtidig kan være medvirkende til, at vi ikke skal være bange for som "fremmede" at gribe ind, hvis vi på vores vej møder "tegn", der indikerer at "alt ikke er som det burde være" - og måske undgå, at endnu flere børn skal lide samme skæbne som dig.

    Ved ikke om du har tænkt dig at anmelde din far og stedmor, men lad ikke den usvigelige loyalitet som børn har overfor deres "forældre" bremse dig - din far har alene fortjent den titel pga. DNA - intet andet!

    Ønsker dig alt det bedste på din videre færd i livet og at både lykke og ro må overstrømme dig i uanede mængder.

    Benedicte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Benedicte :)

      Min barndom har lige siden jeg kom på kostskole, forhindret mig i at "leve" - så faktisk har det ikke været så svært at gengive mine oplevelser, for de har hele tiden domineret mig - hele tiden fyldt min hverdag - men nu har jeg endelig kunnet få det sagt, og det er en ubeskrivelig befrielse :)

      Der er mange der har sagt at jeg skulle anmelde dem (igen): På nuværende tidspunkt ønsker jeg blot at oplyse om, at politiet ikke talte med mig, og at min far og stedmor måske derfor kunne slippe godt fra det hele...
      Derudover har det selvfølgelig også hjulpet dem at kommunen ikke meldte dem til politiet...

      Jeg føler mig ikke loyal over for min far (heldigvis), så der har jeg været heldig, at jeg ikke har haft ambivalente følelser i min relation til ham.

      Tak for din besked - den varmer - Michael :)

      Slet
  123. Fra hjertet af! Dejligt du deler med verden.
    Jeg kender ikke til din form for omsorgssvigt, men jeg kender den fra en alkoholiseret mor og en far som var misbruger.
    Jeg håber du bliver hørt, så vi kan få flere øjne på problemet.

    -Nikki

    SvarSlet
  124. Jeg vil rose dig for at åbne op for offentligheden. Jeg kan genkende meget af det du føler den dag i dag i mig selv. Af erfaringer så kan du godt snakke med folk om det... når du selv er klar til det ! folk forstår måske ikke din situation, men de får en større fornemmelse for hvem du er og hvorfor du ikke nødvendigvis tænker eller gør som andre. Og dem der ikke gør, de har vist ikke noget at gøre i dit privatliv alligevel. Jeg slutter af med at sige det er fedt at du vil give dine erfaringer videre ! jeg tror at vores generation stille og roligt ved at gøre oprør mod vores tidligere generationers omkring misbrug og omsorgssvigt og der er brug for stærke mennesker som dig der tør at tale. Og husk at det aldrig var dig der var problemet, du var ganske enkelt bare til stede i andres problemer og familie er til for at gøre hinanden stærkere og bedre .. ikke den anden vej og det har du magten til at ændre i dit liv.

    Dette er selvfølgelig skrevet ud fra mine erfaringer, så jeg håber at du kan bruge det til noget. Men uanset om du kan eller ej fornemmer jeg at du nok skal klare dig godt i dette liv, for denne tekst ligner en der er skrevet at både et kløgtigt menneske, men så sandeligt også fra en ægte survivor

    Go vind
    -Sonny

    SvarSlet
  125. Kære Michael,
    forfærdelig, gruopvækkende og må det aldrig gentages! Har du nogen idé om, hvor og hvordan det kunne være stoppet? Ville en ordentlig børnesamtale have gjort en forskel? Ville en § 50? Var der en lærer, der fejlede? En pædagog? En nabo? En socialrådgiver?
    Læser som dig også til socialrådgiver - er i forvejen uddannet lærer og har arbejdet som sådan i årevis - og vil så gerne lærer af de fejl, der begås, men synes det meste er bagklogskab, og det bliver vi jo ikke klogere af. Fejlene kan vi lære af, hvis vi finder dem og tør.
    Fortsæt og lad os alle lære.
    Hilsen Annette

    SvarSlet
    Svar
    1. Min sag kunne være forhindret alene ved at dem der vidste hvad jeg blev udsat for, havde reageret...

      For at en kommune skal kunne handle, skal den modtage en underretning: Men hvis ingen tør lave den underretning, så får kommunen jo aldrig at vide, at der er noget galt...

      Tak for din besked - Michael :)

      Slet
  126. Hei, og takk for at du ville dele din historie.
    Jeg kan ikke forstå at noen kan behandle barnet sitt, eller et annet menneske på denne måten!
    Du skal vite at du er en utrolig sterk person som klarer å takle det du har vært og går igjennom.
    All kudos og respekt til deg.

    Som du forstår er jeg norsk, men håper du likevel forstår godt det jeg skriver.
    Ville du hatt noe imot at jeg oversetter denne historien fra dansk til norsk?
    Jeg syns din historie er viktig, og den burde deles med så mange som mulig.
    Jeg kan prøve å sende den oversettede utgaven til norske tidsskrift og aviser, kanskje noen vil legge den ut eller trykke den.
    Alt dette vil selvsagt være i full samråd med deg, og aldri uten din godkjennelse.
    Du kan kontakte meg på mail: maaasen89@gmail.com hvis du har noen spørsmål.

    Mvh. Marianne Aasen

    SvarSlet
  127. Jeg har læst mange bøger om virkelig hændelser. Børn som har været igennem næsten det samme som dig. Synes hele tiden jeg hører det samme, at folk ikke ved hvad der foregår i hjemmet og ingen tager sig af det. Selvfølgelig er det grusomt af dine forældre at behandle dig på denne måde og det burde de slet ikke, men jeg synes også det grusomt af andre mennesker i din omgangskreds at de ikke kan se hvordan du er blevet behandlet eller i det mindste de andre fra din familie. At dine klassekammerater ikke kommer og spørg ind til dig eller dine lærerer. Det er så forkert og så langt væk fra min opfattelse af at være menneske. Altså jeg ville kun blive gladere og få det bedre med mig selv ved at hjælpe en person som dig. Mener det inderligt! Men i stedet er der nogen uopdragen børn der synes det er sjovt at gøre grin med sådan nogen mennesker som dig der har haft det svært igennem livet (vi ser mange børn der bliver mobbet pga deres væremåde, uden de kender til vedkommendes baggrund). Derfor vil jeg altså også sige til nogle forældre, at de skal opdrage deres børn på den måde at de skal snakke med børn der har det skidt og er tilbagelukkende i stedet for at holde sig tilbage og gøre grin med dem. Tror også du havde åbnet dig hurtigere op for folk, hvis bare en af dine klassekammerater var nær dig og var ved din side. Jeg synes det flot af dig at du åbner din fortid op for os også selvom det først er nu. Tro mig der er mange børn lignende eller ikke-lignende dig der vil lære meget godt af det du har skrevet. Er stolt og kan kun sige at du klare det godt. Håber det bedste for dig. Vil også gerne lige tilføje at hvis dine forældre ikke får en straf for det de har gjort dig, så får de det ihvertfald i den "anden verden"! :)

    SvarSlet
  128. Det var dog den værste selvmedlidende opspind jeg har læst længe og jeg synes, at du tager dybt pis på og gør mere skade end gavn, for de børn, der er/har været udsat for massivt omsorgssvigt.
    Jeg kommer selv fra en dysfunktionel familie og har der igennem bla på døgninstitutioner osv, kendt mange andre i samme eller også værre situationer end jeg selv. Jeg har haft flere venner, der trak stikket ud før tiden., da de ikke kunne udholde smerten. Mange andre lider af psykiske problemer og selvsfølgelig også psykisk sygdom
    Den eneste ros du skal have fra mig er, at du er da god til at overbevise andre, hvor "stakkels" du er.
    Men gad vide om folk, der har reageret på dit utroligt overfladiske indlæg og med attitude som et barn, der ikke har fået sin vilje, ikke kan se, at du fuldstændig mangler dybde i det du skriver.
    Hvilket jo i den grad understreger, at du er fyldt med løgn og mangler empati.
    For med det du skulle ha været igennem, tiden der er gået osv, at du så alligevel får uddannelse, ville du nok skrive det med bare en smule stolthed, over at du har klaret den så langt.
    Men jeg tror desværre ikke du har nogle "løg i posen". Dit misbrug og dine tanker omkring dit liv og opvækst, skøjter du henover, så det er kvalmende.
    Eftersom virkelighedden mange gange overgår fantasien og flere af dem jeg har kender/kendt, har en baggrund, som højst vil få dig til at ligne en oprørsk og teenagerelev fra en privatskole, som ikke har fået madpakken på køl og derfor må spise en svedig rugbrød med leverpostej

    Hvad din dagsorden, udover medlidenhed, kan jeg ikke få øje på.
    Du gør nedgør både os der er kommet fra dysf. familier og ikke mindst til alle de børn der lige "NU" lever i et psykisk og fysisk HELVEDE.
    Hold K. hvor du burde skamme dig og så tage og bruge den uddannelse, som du trods alt har fået, til at hjælpe børn der virkelig befinder sig i en meget dårlig situation.
    Nej det bedste for dine omgivelser, er nok at blive bibliotekar, så kan du jo samtidig med at du viser folk de ægte historier også blive lidt bedre til at skrive selv. For sikke noget at skrive.
    NEj -Stå frem med et dementi af din historie, i stedet for at stille sig oven på folk der ligger ned i forvejen og pisser på dem. SKAM DIG !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jesper.
      Tak for din kommentar.
      Først og fremmest må jeg sige, at det chokerer det mig, at de ting jeg har skrevet (eller ikke har skrevet) kan være medvirkende til, at du sætter sådan et alarmberedskab i gang.
      Min historie er fremsat som en kronologisk beskrivelse af mit liv indtil nu, hvor jeg blot forsøger at beskrive forløbet overordnet.
      Jeg ønsker ikke at gå i nærmere dialog med dig i dette forum, da det tydeligvis ikke kan foregå på en ordentlig måde. Hvis du føler yderligere behov for at "stille spørgsmål" eller på anden måde ytre dig omkring mig, mit liv og mine intentioner, må jeg henvise til min facebook-profil: Michael Phillip Oxhøj. På facebook, kan du netop stå frem med navns nævne, så jeg har mulighed for at se hvem du er – hvilket jeg selvfølgelig vil sætte pris på, da jeg fornemmer du har mange meninger omkring mig og mit liv.
      God jul!
      Mvh, Michael

      Slet
    2. Kære Michael
      Det er jo forskelligt, hvordan det påvirker én at være vokset op i en dysfunktionel familie. Jeg er ked af at læse den vrede mistænkeliggørelse, som du bliver udsat for, og som du klarer helt eventyrligt. Fra hist og pist, lav og høj, har jeg desværre hørt så mange historier om forældre, der har gjort meget mærkelige ting, at din historie ikke virker usandsynlig. Desværre.
      Jeg ønsker dig al mulig medvind og opvind fremover.
      Og jeg ønsker det også for ham Jesper - som sagt er det forskelligt hvordan folk reagerer på en opvækst i en dysfunktionel familie.

      Slet
  129. Jeg har sådan set kun en mening om det du har skrevet. Hvilket jeg stadig mener er usammenhængende.
    Jeg kender dig ikke og har egentlig heller ikke lyst.
    Men du må da gerne vide, at du kan finde mig Facebook under navnet "Nuser Spillemand" eller min musikside "Nuser"
    Pas på dig selv og tænk over hvad lægerne putter i dig af medicin. Jeg har fået en af de førende pskykriatere mht psykofarmika, til blankt at indrømme at de medicinerer i blinde, både mht dosis og langtidsvirkningerne, som er overraskende store. Hyg dig Michael - Hilsen Nuser

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg skal igen pointere at jeg har skrevet min historie i "grove træk", og det kan derfor ikke hænge naturligt sammen sådan som en hel selvbiografi ville gøre :)

      Slet
  130. Michael har gået i terapi hos mig i knap et år, og jeg er fuld af respekt for det mod, Michael viser ved at offentliggøre sin historie, Det siger også noget om Michael som menneske, at han ikke hænger navngivne personer ud men derimod har en intention om, at der skal være en bevidsthed om, at overgreb mod børn sker i alle sociale lag. Jeg ser også Michaels blog som et opråb til behandlersystemet, pædagoger og lærere om at turde gribe ind, selv om det er et forældrepar fra højere sociale lag. Respekt her fra. Hanne Pedersen, autoriseret psykolog & sexolog www.hannepedersen.dk

    SvarSlet
  131. Læste dette indlæg på din blog for et par timer siden før sengetid. Hvilket har resulteret i, at jeg ikke kunne sove...
    Lige meget hvor meget man bearbejder tingene, vil arrene altid være der og de vil gøre ondt, når nogen rører ved dem!
    Min historie ligner din, meget endda. Familiekonstruktionen er i mit tilfælde lidt anderledes, ligesom min opvækst foregik i den sociale underklasse. Overgrebene, eller rettere mishandlingen, minder langt hen af vejen om det, du har været udsat for.

    Jeg må indrømme, at jeg bliver lidt træt, når jeg læser et indlæg som Jespers. Nogle bruger rent faktisk sin smerte konstruktivt og det første skridt til heling er, at stå frem og fortælle sin historie i stedet for, at sidde og have ondt af sig selv!

    Jeg er den dag i dag pædagogstuderende, efter et ret heftigt stofmisbrug i mine teenageår og først i mine tyvere. Det tog lige et par år efterfølgende med terapi, på antidepressiv og sovemedicin, da jeg ofte vågnede skrigende med mareridt og badet i sved om natten.
    Jeg er kommet ud på den anden side og har nu en velfungerende familie og et job, hvor jeg hjælper andre.
    Mit råd til dig er, at fortsætte med hvad du gør. Sammen med en god psykolog og videnssøgning i dine studier, er du den bedste terapi for dig selv :) Følg din mavefornemmelse og kæmp...
    K.H.
    P.

    P.S. Lad nu være med, at arbejde dig halvt ihjel. Det vil indhente dig senere!

    SvarSlet
    Svar
    1. Gør mig ondt at du har oplevet mange af de samme ting, men det glæder mig at høre hvordan du har klaret dig så godt efterfølgende! :)

      Tak for din besked og rigtig godt nytår! :)

      Slet
  132. Hold da helt op en umenneskelig adfærd de har haft! Det er for galt at dine omgivelser ikke har lagt mærke til din adfærd især hende din kontaktperson på kostskolen. Hvis du udgiver en bog omkring dine oplevelser vil det være det første læsestof jeg kommer til at læse frivilligt. Stort af dig at være kommet så langt. Du har da godt nok haft nogle kummerlige forhold at leve i. Deres behandling af dig har været dybt pervers, og tror da også lige de skulle bestille tid hos en psykolog. Undskyld at jeg går i selvsving, men efter at have læst denne blog, sidder man bare med en magtesløs følelse, der fører til disse udbrud. Held og lykke fremover. Du klarer den jo fint!

    SvarSlet
    Svar
    1. Der var mange mennesker der vidste at der var noget helt galt: De turde bare ikke gøre noget ved det..

      Kostskolen havde et rigtig godt samarbejde med min far, så derfor stillede de ikke spørgsmålstegn ved hvad min adfærd kom af...

      Tak, det er jeg glad for at du synes at jeg gør :)

      Godt nytår!

      Slet
  133. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg synes du stærk og jeg er "stolt" af dig på trods at jeg ikke kender dig men du er nåede langt og det fandeme flot, Jeg vil gerne uden at kende Rikke takke hende for at hjælpe dig!
    din historie har lært mig at selvom jeg lever med en handicappede far skal jeg sætte rigtig stor pris på ham fordi nogen børn har ikke deres far når de har brug for ham
    Men tak ti dig du har virkelig åbenende min øjne :-)
    Godt nytår søjde :-)
    og hel og lykke fremover! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Rikke har gjort utrolig meget for mig og skubbet mig i en rigtig retning :)

      Tak for din besked :)
      Michael

      Slet
  134. Hej Michael
    Først og fremmest er det forfærdeligt alt det du har været igennem. Men hvor syntes jeg det er flot at du tros din stedmor, valgte at fortælle tingene til dine brødre. Hvis du ikke havde gjort det, tror jeg ikke der er mange der nu (efter at have fortalt din historie), ville turde tænke på hvor du ville være nu. Jeg håber virkelig det bedste for dig i fremtiden, og du ville kunne bruge alt det du har været i gennem, til at hjælpe andre som du selv skriver. Til sidste ville jeg gerne sige at jeg syntes det er flot at du vælger at skrive dette. Det giver virkelig et billede af hvor forfærdelig mennesker kan være i denne verden, men heldigvis er alle i denne verden ikke dette. Jeg håber at du en dag kommer så godt over det du har været igennem, som man nu kan. Held og lykke :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mine brødre gjorde en kæmpe indsats for mig: Hvis ikke de havde været der, og jeg udelukkende havde været i hænderne på min far og kostskolerne (som havde et godt samarbejde), så ville jeg uden tvivl have været komplet nedbrudt i dag!

      Oplevelserne kan nok aldrig gå helt væk, men jeg tror på, at jeg ved at fortsætte det massive personlige arbejde, gradvist vil få det bedre og kunne lære at leve med mine livsvilkår :)

      Slet
  135. Kæft det flot at du tør at dele din historie. Du har været igennem en masse, og alligevel er du kommet så langt! Selvom jeg en en fremmed, så kan jeg godt sige dig at jeg er stolt af dig, og du skal blive ved med det du gør idag. Man får et godt syn på hvor forfærdelige mennesker kan være, og hvor syge nogle er. Ærligt talt er dine nogle svin.
    Keep going!

    SvarSlet
  136. Kære Michael. Jeg er helt forfærdet. Læste artiklen i Berl.tid. som udkommer i morgen, søndag 12. januar, og søgte straks til din blog. Faktisk kunne jeg slet ikke læse hele din historie - så hårdt synes jeg det er at læse bare de første par år af din historie... Jeg er 38 og far til tre børn. Inden min første var jeg forfærdelig overfor mine børns mor. Gudskelov skete der noget med mig inden den første blev født, så jeg i dag vil påstå, at jeg er en rigtig god far og ægtemand. Din historie ryster mig og jeg forstår slet ikke, at din far kan være så blind og ikke være der for sin egen søn, dig. Du er fandeme sej, at skrive denne blog og stille op i Berl.tid. Det er super godt gået. Dyb respekt herfra!!!
    Kenneth

    SvarSlet
  137. Kære Michael. Jeg tror du er på rette vej. Kun ved at dele din historie med alle os andre får du den løftet fra dine egne skuldre. Og jeg tror du har ret i at dette egentlig ikke handler om hævn, det handler derimod om at din far og stedmor's historier kommer ud så vi alle kan spejle os i det. Har selv en søn på 15 år, og kan jo se at man som far begår mange fejl, men alligevel håber man at ens barn tilgiver og måske ser at man 'gjorde det bedste'/'ville det godt' osv. Grænsen for det 'normale' er selvfølgelig langt overskredet i dit tilfælde, alligevel tror jeg det vil hjælpe dig mere bare at bruge dine omgivelser til at dele smerten med end bare det at få hævn. Har lige læst 'Tønder pigens' historie også, - hun skal leve resten af sit liv med en far og mor som har brugt hende seksuelt. Hun kan ikke løbe fra sit biologiske ophav, hendes gener vil stamme herfra, så hun er nødt til at holde af sine gener, hvis hun ikke skal hade sig selv. Det samme vil gælde dig, tror jeg, men samtidig er du, - som hende, nødt til at adskille/skabe afstand/tilgive. Jeg synes noget af det flotteste du har gjort er at skabe din egen identitet via navneskiftet. Det fortæller at du er på vej (som man er hele livet) til at finde dit eget ståsted, det sted, hvor du er stolt af dig selv og har skabt afstand til fortiden, samtidig med at du er nødt til at acceptere det som du kommer af. Du kan gøre det til din styrke at du kommer af et hjem, hvor der ikke var plads til dig. Det er let at skrive, - det er bare så svært i praksis, det ved jeg godt. Det store spørgsmål er, - hvordan får vi 'samfundet' indrettet så vi bliver bedre til at tage os af hinanden. I gamle dage, - på landet, hvor jeg kommer fra, kendte vi mere til hinanden og kunne måske dårligere skjule ting. Velfærdssamfundet har taget over, - det har hjulpet på meget, men der er alligevel nogle indbyggede paradokser og svagheder, når man ser på din opvækst, alle advarselssignalerne osv. Det kan man se på Tønder-pigens sag også, - hun lægger nu sag an mod kommunen, det forstår man godt, men det er heller ikke det rigtige, synes jeg, så rammer man bare endnu flere. Jeg tror man kan mærke på det du skriver, - at det er vejen frem. Skriv hver gang en episode dukker op fra barndom/ungdom, hver gang en ny episode beskrives kommer du længere i dit eget liv. Det bliver til en bog. Din baggrund og fortid. Du bliver til den du gerne vil være og den du er. Alt mulig held og lykke.

    SvarSlet
  138. Hej Michael
    Man tro jo ikke at det kan ske i dagens danmark.
    Jeg er nysgerrig på hvad omgivelserne skulle have øje på, da du var barn og ikke selv turde sige hvordan det var der hjemme.
    Jeg er selv stedmor og har 4 drenge på gule plader, som alle har boet og bor hos os og er derfor nysgerrig på hvad du mener der vil have været vigtigt for dig i forhold til at få en stedmor.
    Det er jo ikke mine, men jeg har respekt og jo man komme jo til at hold af dem efterhånden som man lære dem at kende, da de jo kom ind i mit liv som 3-4-7-10 år.
    Og som årene gå bliver de jo også mere og mere ens børn. De er idag 19 -18 -21 - 25 år, men trods mange gode intentioner, er der dog en som ikke vil se os i dag og er ikke vild med mig, deres mor lever.
    Jeg kunne godt tænke mig at høre alle de stedbørn der sidder rundt omkring i Danmark, hvad der er vigtigt og har betydet noget for dem, da der trådte en stedfar eller stedmor ind i deres liv.

    God vind
    Charlotte

    SvarSlet
  139. Hej Michael

    Jeg græder indvendigt, når jeg læser dine oplevelser i dit barndomshjem. Jeg forstår, at de oplevelser er noget, som du nok aldrig helt kan lægge bag dig, men som kan betyde mindre og mindre i dit liv.

    Jeg sender dig nogle links til artikler, som jeg tror kan hjælpe dig:

    http://www.lds.org/general-conference/1992/04/healing-the-tragic-scars-of-abuse?lang=eng

    http://www.lds.org/ensign/2008/09/hope-and-healing-in-recovering-from-abuse?lang=eng

    http://www.lds.org/general-conference/2008/04/to-heal-the-shattering-consequences-of-abuse?lang=eng

    Jeg er ikke ude på at prædike til dig, men blot at hjælpe dig, da jeg ved, at der er hjælp at hente her.

    Mange hilsener

    Rasmus

    SvarSlet
  140. Det er helt helt vildt at det kan foregå og foregår. I både høje som lavere lag af samfundet. Og at så mange er blinde. Jeg kan genkende dele af elementer fra din opvækst, udadtil så pænt og økonomisk godt det hele, indadtil så mange hemmeligheder og tæsk. Jeg har PTSD i dag, svært ved at stole på andre mennesker, har som du haft svært ved at spise sammen med andre, har haft både stof- og alkoholmisbrug. Jeg læser Kim Leine´s bog Kalak p.t. (har ikke selv været udsat for incest) og synes beskrivelsen af, om man har lyst/mod til at "gennemlyse det mørke der befinder sig mellem én (og en forældre)" er meget dækkende. Det er et stort og afgrundsdybt mørke. Mine forældres svigt har ikke været så voldsomt som det, du har oplevet. Men en far der var fraværende, og en mor der uddelte tæsk. Og indimellem en far der selv delte ditto ud. Jeg hadede dem som barn, drømte om den dag, hvor jeg aldrig behøvede se dem mere. Da jeg blev smidt ud hjemmefra som 17 årig var det eneste jeg fik, en salt og en peberbøtte. Jeg havde ikke mod til at bryde med dem, for de var de eneste der var der, særligt genne en barndom uden venner og meget mobberi. Jeg ønsker dig alt godt i livet. Det med at kroppen ikke glemmer; der er veje ud derfra. Måder at omprogrammere son hjerne, som det uanset lyder som du er i gang med. At trække vejret meget dybt f.eks, at fortælle reptil-hjernen at den ikke behøver fryse-flygte-kæmpe gennem meditation og særligt chantet/mantraet (under dyb vejrtrækning): må jeg leve et liv med glæde og lethed. Må jeg være beskyttet fra indre og ydre farer.

    Vedr. hævn. Jeg har gået til psykolog en del år, og bl.a haft din psykolog på et tidspunkt blandet flere andre. Jeg har tidligere forsvaret mine forældre med de samme argumenter som du, at de selv var skadede, særligt min mor (hvis mor var psykisk syg). En psykolog sagde til mig, hold op med at forsvare dem. Du har lov til at være vred.
    Jeg har stadig den indre vrede imod dem indimellem, på trods af at jeg stadig ser dem.
    Jeg havde mange konfrontationer med dem i teenage-årene (hvor jeg tit ikke fik mad- og derfor stak af ud af en bagdør, hvilket de ikke bemærkede og ledte efter mad som du). En dag samler jeg mod til at tage en voksen udgave af en konfrontation.

    Vedr. din stedsøster, ligesom passive vidner til mobning, er det i dag bevist, at det skader vidner lige så meget som ofrene. Hun er formentlig lige så skadet men på sin egen måde.

    Jeg ønsker dig tryghed, kærlighed og et fremtidigt liv i lethed og glæde <3

    SvarSlet
  141. Kære Michael

    Jeg kigger på mine to skønne drenge på 8 og 11 år og prøver at forestille mig, at de skulle opleve bare en brøkdel af det, du har været udsat for. Og jeg kan mærke helt ind i hjertet, hvor forkert det er...det, du har været udsat for.

    Hvis jeg kunne, ville jeg give dig din barndom påny. Med al den kærlighed, nærhed, omsorg, kropskontakt, latter, eventyr, hygge og respekt, der burde have været i den. Du forsøgte så hårdt at gøre dig fortjent til dine forældres omsorg, og i virkeligheden var det dem, der ikke fortjente dig...

    Jeg har stor respekt for, at du nu vælger at uddanne dig til at kunne hjælpe andre, og at du vælger at offentliggøre din historie for at bringe fokus på omsorgssvigt i alle lag. Flot!

    Nu håber jeg bare, at du også kan finde styrken til at nyde livet - på trods af det, din far og stedmor har givet dig med i bagagen.

    Knus fra en mor

    SvarSlet
  142. Kære Michael

    Puha, din fortælling er virkelig virkelig barsk - hvor er du bare sej, modig og intelligent. Du må virkelig huske at tage revanche resten af dit liv og nyde det fuldt ud!
    Det lyder i din fortælling til, at du har en sød og kærlig storebror, der har hjulpet dig undervejs. Jeg er lidt nysgerrig efter at høre, om han også har cuttet kontakten med din far og stedmor? Hvordan har han reageret på din historie? Det lyder som at han allerede var flyttet hjemmefra, mens mareridtet stod på.
    Held og lykke med det hele - du fortjener al den medgang, man kan få (og det lyder som om du er godt på vej med den søde kæreste)
    Venlige hilsner
    Anne M

    SvarSlet
  143. Kære Michael,
    Jeg har lige læst det fine interview med dig i Berl. Tid. og prøvede allerede dér at sende dig en lille hilsen (ved ikke om det lykkedes?)...Nu har jeg så også læst dit livs-resumé her og må bare sige dig, hvor meget mit hjerte græder! Din historie er så berørende og din håndtering så stærk, at jeg beundrer, hvor langt du er kommet! Du rummer styrke og personlig fornemhed, som i hvertfald ikke kan komme fra dit fædrene ophav eller hans tilvalgte stedmor for dig! Du har på trods evnet at forme din egen solide og holdbare vej til virkelig heling uden hadets eller hævnens forbitrende og altædende syre...Dét er bare så flot, selvom jeg er klar over, at det også fortsat vil være slidsomt! Du er -set med mine øjne- gjort af særligt lødigt materiale - og dét kan ingen tage fra dig (husk selv det mindste støvkorn fra en 24 karats guldbarre, er 24 karat; det kan aldrig blive mindre!)
    Hold fast i dig selv! Tak for at dit bidrag til at forebygge for andre! Rigtigt godt nytår til dig!
    Bedste hilsenen
    Pia Christmas-Møller

    SvarSlet
  144. Wow, lidt af en livshistorie. Jeg er både sur og såret på dine vegne.
    MEN! Hvor er det godt at se at du ikke har givet op endnu, at du tilsyneladende har fundet noget der kan gøre din hverdag nemmere, og at du faktisk tør skrive om det - mega meget kudos til dig. Jeg tror virkelig på at ærlighed er en stor del af at få det bedre, så jeg sidder helt og smiler når jeg er færdig med at læse det her, næsten stolt, på trods af at jeg ikke kender dig.
    Bare bliv ved med at gøre hvad der føles rigtigt, så skal det nok blive sådan ok igen!
    Håber ikke du nogensinde giver op, du virker uendeligt stærk.

    SvarSlet